Tusinder af pensionskunder er blevet snydt for formuer, fordi de ikke har fået andel i reserver, som de selv har sparet op. Men det er slut nu.
Tusindvis af kunder i landets tre største pensionsselskaber får nu tilbud om at få forøget deres pension med op til 30 procent, skriver Jyllands-Posten.
Efter pres fra både kunder og rådgivere har pensionskoncernen Danica besluttet at åbne for pengesluserne til kunder, der har sparet op med såkaldte ydelsesgarantier på typisk 4,5 procent om året.
Konkurrenterne PFA og Nordea Liv og Pension har i forvejen fremsat lignende tilbud for at frigøre sig fra de tyngende garantier.
De tre selskaber har dermed banet vejen for en historisk omfordeling af et stort tocifret milliardbeløb, og dermed øges presset betydeligt mod andre kommercielle selskaber som AP Pension, Skandia, SEB Pension og Topdanmark liv for også at åbne kasserne.
Hidtil har pensionsselskaberne selv beholdt garanti-milliarderne, når kunderne har droppet garantiordningen til fordel for en mere usikker, men måske også mere givtig opsparing til renter, der udelukkende bestemmes af udviklingen på finansmarkederne.
- Som kunde bør du gøre krav på din del af reserverne, hvis du giver afkald på garantierne. Det er penge, du selv har sparet op.
- Selskabet har bare ikke udbetalt dem til dig endnu, siger Finn Rasmussen, direktør i Mercer Pensionsrådgivning, til Jyllands-Posten.
For de mange tusinde pensionskunder, der de seneste år har ladet sig overtale til at gå bort fra garantiordningen uden betaling, er der dog ikke noget at komme efter. De har i mange tilfælde tabt op til en tredjedel af deres opsparinger.
Og det tab må de bare acceptere, påpeger pensionsekspert Søren Andersen, som er administrerende direktør for rådgivningsfirmaet Invensure.
- Det svarer til at have købt et fladskærms-tv til 15.000 kroner, der dagen efter nedsættes til 5000 kroner. Det er surt show, siger Søren Andersen.