Smæk - 30.000 kroner er dine, hvis du når den her bunke sager.
Resultatløn er det seneste skud på stammen, når landets kommuner skal nå gennem uoverskuelige bunker af sager. Det bekymrer Socialrådgiverforeningen, der vurderer, at en håndfuld kommuner anvender resulatløn.
I København er det en bunke på 1.700 sager om førtidspension, der skal lukkes i år.
For opgaven står en regulær kommandogruppe på otte fastansatte plus en gruppe vikarer og studentermedhjælpere. De udgør en såkaldt taskforce.
Og resultatlønnen i det offentlige er en succes. Sagsbehandlerne rubber nemlig neglene. "Vi når målet," lyder det fra hovedstaden.
"Der bliver arbejdet i et højt tempo. Vi stiller simpelthen højere krav til sagsbehandlerne, end man normalt gør. Og det er jo hele årsagen til, vi bruger resultatløn. Medarbejder skal præstere ud over det, man normalt vil forvente. Vi har jo et mål, der skal nås," siger chefkonsulent Kasper Håkansson, der er teamets øverste chef under Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Men socialrådgiverne fagforening advarer mod brugen af resultatløn, fordi borgerne kan ende med for hurtig og sjusket behandling.
"Jeg bliver bekymret, når jeg hører om et sådan arbejdspres. Det er langt ud over det sædvanlige. Borgernes retssikkerhed risikerer at komme i fare, fordi sagerne skal så hurtigt igennem," siger næstformand i Socialrådgiverforeningen, Ulrik Frederiksen, til Newspaq.
Han understreger dog, at han ikke kender forholdene i København indgående.
Sludder, lyder det fra taskforce-chefen.
"Vi sikrer kvaliteten af vores arbejde på den måde, at sagerne kun tæller i det samlede resultat, når den er helt færdigbehandlet. Det nytter altså ikke at aflevere sjusk," siger Håkansson og underbygger sin afvisning med, at blot syv ud af over 1.100 sager i første halvår af 2009 blev sendt tilbage fra socialforvaltningen, der er kommunens øverste afgørende myndighed.
Hos Socialrådgiverforeningen har de egentlig ikke noget imod resultatløn, men der skal måles på kvalitet i stedet for tempo og kvantitet, siger Ulrik Frederiksen.
Antallet af personer på førtidspension falder i København. 21.500 var på ydelsen ved udgangen af 2004. Det tal er i dag ca. 3.000 mindre, fremgår det af kommunens budget.