Flere af Marianne Jelveds nærmeste partifæller tvivler på, at hun er den rette leder af Det Radikale Venstre. Uroen kommer, efter at Naser Khader mandag sprængte partiet og dannede sit eget, Ny Alliance.
Jelved fredes ikke
I går ved middagstid lød det officielt fra folketingsgruppen, at Jelved havde fuld opbakning.
Men flere af de 16 radikale folketingsmedlemmer svarede senere i går ved ikke på spørgsmålet om, hvorvidt Marianne Jelved bør gå.
»Det er kaotisk i øjeblikket, og vi er nødt til at tale sammen i gruppen om det,« siger et af folketingsgruppens medlemmer anonymt.
Et andet anonymt medlem af gruppen vil heller ikke frede Jelved.
Politikeren hæfter sig ved, at Naser Khader på én dag fik succes med den samme politik, som De Radikale har forsøgt at sælge i flere år.
»En af grundene er, at vores kommunikation ikke har været god nok,« siger den anonyme kilde.
I det radikale bagland var tonen endnu skarpere i går. Holbæks radikale borgmester, Jørn Sørensen, og Henrik Larsen, der er partiets repræsentant i Kommunernes Landsforening, krævede i flere medier partilederens afgang.
Selvransagelse
Så direkte er formanden for Københavns Omegns Storkreds, Martin Bertelsen, ikke. Dog siger han:
»Det her både kan og skal føre til selvransagelse i hovedbestyrelsen og i folketingsgruppen. Og hvis folketingsgruppen ikke af sig selv tager diskussionen om lederskabet, så skal de opfordres kraftigt til det.«
Hverken Martin Lidegaard fra folketingsgruppen eller den københavnske top-kandidat, Manu Sareen, ønsker offentligt at diskutere, om Marianne Jelved bør gå eller blive.
»Det er folketingsgruppen, der har valgt hende, og dem og hende selv, der bestemmer, hvor længe hun skal sidde. Det vil jeg ikke blande mig i,« siger Manu Sareen.