Regnskaberne strømmer ind fra landets virksomheder og byder på både godt og dårligt nyt.
I den seneste omgang af regnskaber, primært for tredje kvartal, har otte af 12 selskaber overrasket positivt med tallene.
Fire selskaber har derimod overrasket negativt - værst gik det for vindmølleselskabet Vestas, der kom ud med et skuffende regnskab onsdag.
Det viser en gennemgang fra banken Spar Nord, der udarbejder et såkaldt "surprise indeks", hvor selskabernes indtjening pr. aktie måles op i forhold til forventningerne fra analytikere.
Helt i top ligger smykkeselskabet Pandora. Her oversteg indtjeningen forventningerne med cirka 50 procent.
- Der er ikke nogen tvivl om, at Pandora har stået for den klart største positive overraskelse, siger Mikkel Duus-Hansen, aktieanalytiker i Spar Nord.
Teleselskabet TDC lå også langt bedre end ventet. Men det skyldes i høj grad særlige poster og lavere skatteindbetalinger - og ikke så meget en bedre drift.
- Det er nok også derfor, at aktiekursen ikke steg så meget på regnskabsdagen, siger Mikkel Duus-Hansen.
Også Chr. Hansen stod for en fin overraskelse til markedet.
Derimod var tallene fra Vestas en stor skuffelse. Aktiekursen i selskabet dykkede da også kraftigt.
I Spar Nords indeks skuffer Vestas med 353 procent - men det giver ikke den store mening, da udsvinget skyldes, at et mindre forventet overskud endte med at blive et underskud i indtjening pr. aktie.
Også Coloplast og Carlsberg skuffede forventningerne. Men Coloplasts forventninger til det kommende år overraskede til gengæld positivt.
/ritzau/