Pædagogen Tina Brandt har kvittet sit job som leder af en københavnsk børnehave. Hun mener, at politikernes beslutninger giver landets pædagoger umulige arbejdsbetingelser.
Efter mange år i spidsen for Børnehuset Hurlumhej i den københavnske bydel Bispebjerg, fik pædagog Tina Brandt nok. Hun blev nødt til at sige stop.
- Efter 14 år som leder af det, jeg med stolthed plejer at kalde byens bedste børnehus, kan jeg ikke længere forsvare det, der foregår. Gabet mellem det, politikerne tror og ønsker, der foregår i daginstitutionerne, og det, der rent faktisk foregår, bliver større og større, skriver hun i en kronik i Politiken i dag.
Opsigelsen skyldes især, at de danske politikerne ifølge hende har "udhulet normeringerne" i landets børnehaver og vuggestuer, med det resultat, at der er alt for få pædagoger til alt for mange børn.
- Der synes at herske en forestilling, om at strukturen i daginstitutionen er så markant anderledes end hjemme, at 2 voksne sagtens kan drage omsorg for, udvikle og stimulere 22 børn i alderen 2 år og 10 måneder til 5 år og 6 måneder i 8 timer om dagen, hver eneste dag, skriver Tina Brandt og tilføjer:
- Det samtidig med at de to voksne vasker tøj, støver hylder af, taler med forældre ansigt til ansigt og i telefon, fylder papirvarer op, fejer og hænger våde flyverdragter til tørre.
Tidligt i børnehave
Tina Brandt mener også, at det skaber store udfordringer for landets pædagoger, at mange børn kræver særligt meget opmærksomhed, når de starter i børnehave eller vuggestue.
- I 1998 havde vi ikke pusleborde i børnehavegrupperne. Det var ikke nødvendigt. Det var sjældent, at et barn ikke var blefrit, når det begyndte i børnehave. I dag bruger mange børn ble helt indtil de er 3,5 eller 4 år, skriver den tidligere pædagog-leder.
- Samtidig overlever flere for tidligt fødte børn. Det er naturligvis lykkeligt, men det betyder også, at vi i daginstitutionerne generelt har langt flere børn med særlige behov, som for eksempel er ekstra følsomme over for støj, og den uro, som følger af mange skift i løbet af en dag. Mange for tidligt fødte børn har motoriske og kognitive vanskeligheder, skriver hun i kronikken.
Hun peger også på, at flere og flere børn får diagnoser i en tidlig alder.
Ifølge Kommunernes Landsforening er antallet af børn og unge med diagnoser som adhd, autisme og angst fordoblet på 7 år fra 2010 til 2017.
Det er med til at presse de ansatte, der skal tage sig af børnene, mener Tina Brandt.
- For 20 år siden kunne børn med særlige vanskeligheder visiteres til specialbørnehaver med rigeligt personale til at varetage deres behov. I dag skal børn med særlige behov inkluderes i almindelige dagtilbud, ligesom i skolen, pointerer hun.
Trukket væk fra børnene
De mange ekstra børn med særlige behov er ifølge Tina Brandt medvirkende til, at landets pædagoger skal bruge mere tid på at dygtiggøre sig på kurser og efteruddannelse.
Samtidig bliver de også pålagt flere og flere opgaver, der ligger meget langt væk fra den nære kontakt med børnene i hverdagen.
- Pædagogerne er trukket væk fra børnene for at holde møder, skrive handleplaner, tale med konsulenter, være på kursus, taste screeningsresultater og navigere i it-systemer, som er udviklet af mennesker, der ikke har deres daglige gang i en daginstitution, skriver Tina Brandt.
Samtidig mener hun også, at den pose penge, som landets institutioner får af politikerne slet ikke står mål med de udfordringer og opgaver, som ledere og pædagoger står overfor.
- Pengene rækker på ingen måde. Ikke mindst fordi man samtidig reducerer det generelle budget år efter år, ligesom jeg har en kommunal embedsmands ord for, at man bevidst underestimerer tiden, en opgave kræver, fordi man jo ved, »at lederne overrapporterer på tidsforbruget, skriver Tina Brandt.
Summen af de mange besparelser og forringelser har i sidste ende fået den erfarne pædagog til at kaste håndklædet i ringen.
- Når jeg hver eneste dag ser børn, der ikke får den kontakt, som er så livsvigtig, har jeg fået nok og tager konsekvensen, afslutter hun.