For et par uger siden modtog Good Charlotte-bassisten Paul Thomas en mail fra en fortabt ven. I den elektroniske hilsen gemte sig en indscannet politirapport. Den viste, at gymnasiekammeraten skulle ind og spjælde den efter at være blevet snuppet for biltyveri samt besiddelse af hero- og kokain. Sådan er det gået mange af de rødder, som drengene hang ud med i delstaten Marylands uendelige forstadshelvede.

»Det er ikke, fordi vi kommer fra en crazy ass-ghetto, vi kommer nærmere fra middelklassen,« understreger den 26-årige fyr og river røg ned i lungerne fra en importeret cigaret. Det er Paul Thomas sidste uvane – og den første, han tillagde sig. Men langtfra den ondeste. Bassisten tumlede selv rundt i hårde stoffer en del år. Rent faktisk var det ham, der introducerede de gamle venner for en slags syntetisk heroin kaldet oxycotin, der for tiden æder den amerikanske ungdom op.

Hans redning kom, da Good Charlotte brød igennem lydmuren og scorede et par gedigne hits i begyndelsen af årtusindet. Bandet hægtede sig på den teen-appellerende genre, som Green Day og Blink 182 allerede excellerede i. Et make-uppet, nittet og iturevent look flettede fingre med popsange om at være misforstået ung. Og så blev det lige forklædt som sønderrivende punk, 1-2-3 derudad. I dag – fem år, tre album og ni millioner solgte eksemplarer senere – står kvintetten parat til at springe ud som noget nær voksne popkunstnere.

Småby-pesten

Det dagsaktuelle udspil, Good Morning Revival , er noget mere musikalsk komplekst med klare inspirationer fra blandt andre The Cure, og bandet ynker ikke længere sig selv som outsidere. De smører ej heller mascara på vipperne, og de sortmalede rander under dagslys-skyende øjenhuler er det ligeledes slut med. Tværtimod virker de glade for tilværelsen. Glade for ikke at være fanget i et martrende had-kærlighedsforhold til oxycotin tilbage i Marilyn.

»Oxycotin er de små byers pest. Folk er fanget i et urværk, hvor viserne bare gentager sig selv i den samme ramme. Der bor 20.000, og der findes ikke engang en Starbucks,« beskriver forsanger Joel Madden med vantroen flakkende i blikket. »Der er stadig folk, der bor på bondegårde. Underlige typer. Det er en by uden fremdrift. Hvor den eneste spænding er virkelighedsflugten med stofferne. Jeg ville helt sikkert selv være på oxycotin og den slags, hvis jeg stadig levede dér.«

Da gruppens andet album, The Young And the Hopeless , udkom i efteråret 2002, sejlede den efterhånden 28 år gamle frontfigur i en pøl af kemikalier og alkohol:

»Jeg blev afhængig af smertestillende medicin og drak alt for tæt. Derfor var det også svært at forholde sig til de bekendte, som pludselig tog kontakt og så en udvej i os og vores penge. Efterfølgende var jeg ædru i to år og kunne kun tænke på at redde mig selv. Det er svært at cutte kontakten, men de ser jo ikke længere en gammel ven, der holder af dem, men en fyr med en løsning på deres problemer.«

Gode naboer

Good Charlotte lader til at være kommet langt i det sabbatår, de fem tog fra plademageri og koncerter. Bandmedlemmerne, der er kommet forbi København for at promovere Good Morning Revival . Hør bare de meget åbne og dæmpede megastjerner fortælle om livet og ambitionerne anno 2007:

»Jaja. Du kunne sagtens sætte vores første plader i bås som poppunk. Sammen med My Chemical Romance, Blink 182 og så videre. Nu føler jeg, vi træder væk fra den sti. Jeg ved ikke, hvad vi så er i, men jeg føler, vi er rykket videre. Det lyder som en forbandet kliché, men jeg føler, vi lever etableret. Jeg bor i et hus, og når noget er ødelagt, så fikser jeg det. Jeg står op om morgenen og laver kaffe. Rare trivialiteter,« indrømmer Joel Madden.

Paul Thomas: »Fangede du den? Joel står op om morgenen.«

»Ja, i rock n roll-dagene sov vi til klokken 13, men jeg har også holdt mig i gang i vores pause fra hinanden i bandet. Jeg har arbejdet på andres plader med min bror (guitarist Benji Madden fra Good Charlotte, red.), ligesom vi holder liv i et lille tøjmærke,« fortsætter forsangeren, der – ligesom sin bassist – nyder anonymiteten i de voksnes villarækker:

»Det er ret cool. Du ved, når alle naboerne spørger, »nå hvad laver du så?« De er simpelthen ligeglade eller uvidende, fordi de er ældre. Det er da rart, at de kan lide dig og ikke for din status som berømthed.«

Hvis Good Charlotte indfrier de forhøjede ambitioner, kan det dog være, at en liebhaver eller to vil huske dem som andet end medgørlige – omend tatoverede og lidt unge – medborgere fra den rigtige side af motorvejen:

»Vi kommer fra ingenting, og det er grunden til, at vi fortsat er et band på trods af alt det møg, vi tidligere rodede os ud i. Inden vi fik pladekontrakt, måtte vi spille gennem en karaoke-maskine. Vi havde ikke lige en onkel, der kendte ham fyren på pladeselskabet. Nu skal vi endnu videre. Vi arbejder sammen mod storheden,« udbasunerer Joel Madden og smager lidt på udmeldingen:

»Storhed ... Det er godt nok et stort ord.«