For et år siden blev Lars Møller, tidligere direktør i OW Bunker-datterselskabet Dynamic Oil Trading, dømt for sin rolle i selskabets kollaps.
Han blev idømt halvandet års fængsel for at have misligholdt sine pligter og påført koncernen et tab på op mod en halv milliard kroner.
Det var ifølge Retten i Aalborg medvirkende årsag til, at OW Bunker gik konkurs, otte måneder efter selskabet var gået på børsen.
Lars Møller ankede dommen, som nu behandles i Vestre Landsret.
Her kan du læse om OW Bunkers korte tid som børsnoteret virksomhed.
* OW Bunker blev børsnoteret i marts 2014 og var en sensation. Selskabet med hjemsted i Nørresundby handlede med brændstof til skibe verden over. Aktien steg fra 145 til 175 kroner på første handelsdag. 20.000 privatpersoner besluttede at købe aktier.
* Allerede i oktober 2014 var der problemer. Selskabet nedjusterede sine finansielle forventninger grundet "et usædvanligt fald i olieprisen".
* 5. november 2014 kom meddelelsen om, at selskabet havde et potentielt tab på 125 millioner dollar på grund af forhold i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore. To dage senere kom konkursbegæringen.
* Bagmandspolitiet rejste i juli 2017 - fire måneder efter den administrerende direktør Jim Pedersens død - straffesag mod Dynamic Oil Tradings direktør, Lars Møller.
* Han blev tiltalt for mandatsvig af særlig grov karakter.
* 30. maj 2018 blev Lars Møller idømt halvandet års fængsel ved Retten i Aalborg. Han blev frifundet for mandatsvig, men dømt for at have tilsidesat sine pligter og påført selskabet et tab på op mod 645 millioner kroner.
* Retten fandt det bevist, at Lars Møller lavede handler for 90 millioner dollar uden om koncernens regnskabssystem.
* Dermed overskred han ifølge retten sin beføjelse til at udstikke kreditter for maksimalt 10 millioner dollar.
* Lars Møller ankede efterfølgende dommen til frifindelse, mens Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - ankede til skærpelse.
* 3. juni 2019 indledes sagen ved Vestre Landsret. Sagen strækker sig over otte retsdage.
* Udfaldet kan få betydning for en række erstatningssager, som private og professionelle investorer vil anlægge mod den tidligere ledelse og selskabet bag OW Bunker, kapitalfonden Altor.
Kilder: Anklageskriftet, Ritzau.
/ritzau/