Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i litteratur, havnede i 2017 i en stor krise efter en række voldtægtsanklager mod et fremtrædende medlem af akademiet kom frem.
Anklaget for seksuelle overgreb var den 72-årige teaterinstruktør Jean-Claude Arnault, der i Sverige er kendt som "kulturprofilen".
3. december 2018 kendte en svensk appeldomstol Arnault skyldig i to tilfælde af voldtægt og idømte ham to og et halvt års fængsel. Arnault har nægtet sig skyldig.
To måneder forinden var han ved den stockholmske byret blevet dømt for én voldtægt, hvilket blev takseret til to års fængsel.
Her kan du blive klogere på, hvad striden i Det Svenske Akademi handler om:
* Siden 1991 har Det Svenske Akademi stået for at uddele Nobelprisen i litteratur, som mange mener, er verdens vigtigste litteraturpris.
* Det var kong Gustaf III, der oprettede akademiet i 1786. Formålet er at arbejde for det svenske sprog.
* Arbejdet i akademiet har foregået i fortrolighed, og institutionen har en næsten mytisk status.
* Konflikten i akademiet brød ud i 2017, efter at teaterinstruktøren blev anklaget for at have begået overgreb mod 18 kvinder.
* Instruktøren, der har benægtet overgrebene, er i svenske medier blevet omtalt som "kulturprofilen".
* Han er ægtemand til Katarina Frostenson, der er digter og nu har forladt sit arbejde i akademiet.
* Kulturprofilen var i tæt forbindelse med akademiet, og han var aktiv på den svenske kulturscene og modtog økonomisk støtte af akademiet.
* I foråret 2018 forlod en række medlemmer akademiet i protest. Det gælder blandt andre Sara Danius, der besad posten som permanent sekretær.
* I maj samme år meddelte akademiet, at Nobelprisen i litteratur ikke blev uddelt. Prismodtageren skulle i stedet annonceres i år sammen med den, der får prisen i 2019.
* Sideløbende med voldtægtsanklagerne blev akademiet og Arnault genstand for beskyldninger om økonomisk kriminalitet.
* Beskyldningerne omhandlede økonomisk støtte fra Det Svenske Akademi til en kulturinstitution, som Arnault driver.
* 22. januar 2019 meddelte den svenske pendant til Bagmandspolitiet, Ekobrotssmyndigheten, at de indstillede efterforskningen af Arnault for økonomisk kriminalitet.
Kilder: TT, SVT, Politiken, dpa.
/ritzau/