Det amerikanske midtvejsvalg tirsdag 6. november er ikke ét valg, men i virkeligheden et svært overskueligt sammensurium af mange forskellige valg.
Der skal vælges 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus, 35 senatorer, 36 guvernører, 6066 medlemmer af delstaternes lovgivende forsamlinger, en hel del borgmestre, byrådsmedlemmer, dommere, justitsministre og andre offentlige hverv. Og så er der 155 folkeafstemninger.
Her er et kort rids over de vigtigste tidspunkter og nedslag i valgdøgnet 6.-7. november. USA strækker sig over seks tidszoner. Alle tider er danske tider, medmindre andet er nævnt:
Tirsdag 6. november:
- Klokken 11.00: De første valgsteder åbner i Vermont på østkysten. Det er den eneste stat, hvor de går i gang allerede klokken 5 om morgenen lokal tid.
Langt de fleste valgsteder åbner klokken 6, 6.30 eller 7 lokal tid. Undtagelserne er Idaho og en del af Nebraska, hvor de venter til klokken 8. Og delstaterne Oregon og Washington, hvor man kun kan brevstemme.
- Klokken 17.00: De sidste valgsteder åbner højt mod nord i Alaska.
- Klokken 24.00: De første valgsteder lukker i Kentucky og Indiana - klokken 18 lokal tid. Langt de fleste lukker klokken 19, 19.30 eller 20 lokal tid, men i Iowa, New York og North Dakota kan man stemme helt til klokken 21.
Onsdag 7. november:
- Timerne efter midnat: Valgstedsmålinger og rigtige resultater kommer dryssende, efterhånden som valgstederne lukker, og stemmeoptællingen går i gang.
- Omkring klokken 01.00: De første resultater ventes fra stater i det østlige USA.
Blandt de mere interessante opgør, der kan ventes afklaret i første bølge, er guvernørvalget i Georgia og senatsvalg i Indiana, North Carolina, Ohio og West Virginia.
I anden bølge ventes blandt andet afklaring af senatsvalg i New Jersey, Tennessee og Pennsylvania.
Senatsopgøret i Nevada må forventes at være blandt de sidste, der er afklaret.
- Klokken 03.00: På dette tidspunkt i 2014 var flere amerikanske medier klar med deres prognoser om, at Republikanerne ville sætte sig på flertallet i Repræsentanternes Hus.
- Klokken 05.30: Ved sidste midtvejsvalg i 2014 var der så meget overblik over resultaterne, at det stod klart, at Republikanerne vandt kontrollen med Senatet og dermed havde flertal i begge Kongressens kamre.
- Klokken 06.00: De sidste valgsteder lukker i Alaska, der er 10 timer efter Danmark.
Kilder: Ballotpedia og Ritzau.
/ritzau/