DBU er plaget af konflikter med landsholdsspillerne, der ikke vil sætte egne sponsorater på spil for at reklamere for DBU's sponsorer.
Landsholdet er afgørende for DBU's enorme forretning, hvor et trecifret millionbeløb strømmer ind.
Få et overblik over DBU's økonomi her:
* De store linjer:
DBU havde i 2017 indtægter for 153,1 millioner kroner, det er dog uden en millionindtægt fra herrelandsholdets kampe.
Udgifterne lød på 147,5 millioner kroner, heraf 62 millioner kroner til administration.
Efter at alt var gjort op gav DBU et overskud på 1,9 millioner kroner.
* Indtægterne:
- Medieindtægter: DBU havde indtægter for 83,2 millioner kroner fordelt på 62,2 millioner kroner i honorarer fra landskampe og 33,7 millioner kroner i honorarer fra Superligaen. Det var udgifter til pokalturneringen og rettigheder til Team Danmark.
- Kommercielle indtægter: De kommercielle indtægter lød på 14,9 millioner kroner. Langt hovedparten kommer fra overskuddet i DBU A/S, et særskilt selskab, der "varetager arbejdet med at udnytte og udvikle DBU's kommercielle rettigheder".
- Tilskud: DBU fik 55,0 millioner kroner i kassen i form af tilskud fra Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark, Uefa og FIFA.
* Udgifterne:
- Eliteaktiviteter: DBU har haft udgifter for 56,1 millioner kroner til en lang række hold. Her ligger herrelandsholdet, kvindelandsholdet, ungdomslandshold, talentarbejde og andet.
- Breddeaktiviteter: Der er brugt 29,3 millioner kroner på poster som futsal- og old boys-landshold, breddepuljer og tilskud til Foreningen af Lokalunioner i Danmark, der er DBU's lokale afdelinger.
- Administration: DBU har brugt 62 millioner kroner på administration og sekretariat. Det tæller møder, aflønning af bestyrelser, store it-projekter og 40,0 millioner kroner til lønudgifter.
* Nævneværdige forhold
- Herrelandsholdet: Herrelandsholdet er noteret for en samlet udgift på 2,7 millioner kroner. Herunder er der en indtægt fra kampe på 26,1 millioner kroner og udgifter til kampe - så som rejseomkostninger, stab og honorarer - på 20,6 millioner kroner.
Da træning og forberedelse kostede 8,3 millioner kroner blev det et samlet underskud.
Indtægter fra sponsorater af herrelandsholdet indgår dog ikke i dette regnskab.
- DBU A/S: DBU A/S er et aktieselskab 100 procent ejer af DBU, der ifølge DBU's hjemmeside:
"Arbejder med at udnytte og udvikle DBU's kommercielle rettigheder. Arbejdet omfatter sponsorater, licensaftaler, erhvervsklubber, hospitality og markedsføring af aktiviteter – med alt fra landsholdet til fodboldskoler".
DBU A/S blev stiftet i 2011 og er siden da vokset betydeligt.
I 2013 havde DBU A/S en omsætning på 71,9 millioner kroner, et bruttoresultat på 10,1 millioner kroner og et nettoresultat på 1,4 millioner kroner.
I 2017 var bruttoresultatet steget til 21,1 millioner kroner. Nettoresultat lød i 2017 på 12,3 millioner kroner, der er sendt direkte til DBU.
DBU A/S nød i 2017 godt af en ny samarbejdsaftale på 9,7 millioner kroner.
Lige under halvdelen af indtægterne i DBU A/S kommer fra Herrelandsholdet.
/ritzau/