Onsdag præsenterede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) en ny aftale om opkvalificering af ufaglærte ledige.
Aftalen skal opkvalificere den eksisterende arbejdsstyrke og sikre virksomhederne adgang til faglært arbejdskraft.
Aftalen er forhandlet på plads mellem forligspartierne bag beskæftigelsesreformen S, DF, V, R og K.
Der er i alt afsat 102 millioner kroner. Den finansieres af ubrugte midler fra allerede eksisterende puljer: Pulje til uddannelsesløft og den regionale uddannelsespulje fra 2017 og 2018.
Her følger et overblik over aftalen:
* 27 millioner kroner til grundforløb til erhvervsuddannelser.
Pengene skal sikre, at ufaglærte kan opkvalificeres til faglærte.
* 20 millioner kroner til nye muligheder for jobrotation.
Jobrotationsordningen betyder, at eksempelvis en ufaglært social- og sundhedsassistent kan tage en uddannelse, mens en ledig vikarierer for den pågældende medarbejder under uddannelsen.
Ordningen er målrettet beskæftigede over 25 år med mindst to års relevant erhvervserfaring.
* 30 millioner kroner til regional uddannelsespulje til jobparate kontanthjælpsmodtagere.
Pengene går til, at flere jobparate kontanthjælpsmodtagere kan få erhvervsrettet opkvalificering inden for brancher, hvor der er behov for flere hænder. Det kan eksempelvis være et specialiseret svejsekursus eller et hygiejnecertifikat.
* 12 millioner kroner til videreførelse af trainee-ordningen i 2020.
Ordningen betyder, at dimittender under Fagbevægelsens Hovedorganisation eller Akademikerne kan få ekstra hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet.
* Under en million kroner til at udbrede regionale erfaringer med at opkvalificere ufaglærte.
* 13 millioner kroner til opkvalificering inden for mangelområder for alle målgrupper i ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
/ritzau/