Regeringen præsenterede fredag et udspil om at renovere almene boliger for 30 milliarder kroner.
Projekter for 18,4 milliarder kroner er allerede godkendt, men regeringen vil fremrykke dem for at øge beskæftigelsen i lyset af coronakrisen.
Pengene hentes i Landsbyggefonden. Det er en fond, som lejere betaler til via deres husleje og som typisk bruges til renovering af almene boliger.
Der er omkring 540.000 almene boliger, og cirka én millioner danskere bor i en almen bolig.
Her er hovedpunkterne i udspillet:
* Grønne tiltag i forslaget
- Fremover skal 85 til 90 procent af nye projekter indeholde grønne tiltag.
- Der skal etableres en garantiordning i Landsbyggefonden for op til yderligere tre milliarder kroner. Det skal øge incitamentet for beboerne til at foretage energirenoveringer.
- Der afsættes en pulje på 50 millioner kroner i 2021-2026 til udskiftning af
oliefyr i almene bygninger. Det skal medvirke til, at stort set alle oliefyr i sektoren udfases.
- Pulje på 150 millioner kroner i 2021-2026 til blandt andet forsøg med varmepumper i større bygninger.
* CO2 og Energi
- Regeringen skønner, at det medfører en reduktion op til 50.000 tons CO2. Det svarer ifølge regeringen til 25.000 personers flyrejse tur retur fra København til New York.
- Aftalen forventes at sænke energiforbruget med ca. 500 gigawatt/timer. Det svarer ifølge regeringen til varmeforbruget for 40.000 lejligheder.
* Projekter, der er klart til at blive sat i gang
- Der er 453 godkendte projekter på ventelisten, som vedrører 72.000 boliger.
- Omkring to tredjedele af ventelistens projekter vedrører klimaskærmen (facader, tage og vinduer) og vil dermed reducere varmeforbruget.
- Skønsmæssigt vedrører en tredjedel af de renoveringsinvesteringer, som Landsbyggefonden støtter i dag, energibesparende foranstaltninger.
* Beskæftigelse
- I 2020 skønnes forslaget at give 3300 fuldtidsbeskæftigede og 7800 i
2021.
Kilde: Fakta-ark om forslag til boligaftale 2020-2026, Transport- og Boligministeriet.
/ritzau/