To professorer fra Aarhus Universitet kritiserer grundlaget for etableringen af Det Nye Skat i 2005.
Dengang nedlagde man det kommunale skattevæsen og lod staten i form af Skat overtage det samlede skattevæsen og al inddrivelse.
Siden har der været talrige skandaler i Skat. Her kan du læse et udpluk af sagerne.
* Skrottet it-system.
Skat stopper i begyndelsen af september 2015 den automatiserede inddrivelse af gæld via it-systemet EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem).
EFI rummer så mange fejl, at en rapport anbefaler helt at skrotte det milliarddyre system.
* Skatteydernes gæld.
EFI's kollaps har medført, at Skat inddriver danskernes gæld til det offentlige delvist manuelt, indtil man har fundet en anden løsning. Det har fået gælden til at eksplodere til 92 milliarder kroner.
* Svindel med udbytteskat.
Skat anmelder i slutningen af august 2015 skattesnyd for omkring 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet.
Svindlen skal være sket i forbindelse med udbetaling af aktieudbytter. Siden har Skat flere gange opjusteret beløbet, som nu er oppe på 12,3 milliarder kroner.
* Ejendomsvurderinger.
Ifølge Rigsrevisionen stemte Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke overens med de priser, som husene blev handlet til.
Rigsrevisionen kritiserer, at Skatteministeriet har været vidende om problemer med ejendomsvurderingerne siden 2007 uden at gribe ind.
De fejlbehæftede ejendomsvurderinger ventes ifølge Politiken at løbe op i omkring ni milliarder kroner, når boligejere i 2019 skal kompenseres for at have betalt for meget i ejendomsskat.
Kilde: Ritzau.
/ritzau/