Regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti er meget uenige om, hvorvidt det er en god idé for Danmark at underskrive en FN-erklæring om migration.
DF frygter, at Danmark politisk forpligter sig til at sikre mere lovlig migration fra Afrika. Og at den dermed får indflydelse på dansk udlændingepolitik.
Det har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afvist. Han mener, at erklæringen "ændrer ikke et komma i dansk udlændingepolitik".
Mandag er Løkke i Marrakesh i Marokko for at tilslutte Danmark til erklæringen:
* På FN's Generalforsamling blev det i 2016 vedtaget, at der er behov for nogle fælles rammer, der kan sikre migration under ordnede forhold.
* Den proces er mundet ud i erklæringen Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration (Global Pagt for Sikker, Ordnet og Regulær Migration).
* Erklæringen skal vedtages med akklamation. Det vil sige, at repræsentanter for landene skal tilkendegive, at de støtter erklæringen.
* Senere skal erklæringen underskrives i FN's Generalforsamling. Her vil Danmark medbringe en stemmeforklaring.
* En stemmeforklaring betyder, at Danmark redegør for, hvordan landet tolker teksten i erklæringen.
* Erklæringen handler udelukkende om migration. Altså ikke om flygtninge, der eksempelvis er på flugt fra krig eller er personligt forfulgt.
* Ifølge regeringen og eksperter er erklæringen ikke juridisk bindende.
/ritzau/