Den amerikanske skuespiller Bill Cosby blev i april kendt skyldig i at have bedøvet og forgrebet sig på en kvinde tilbage i 2004. Tirsdag fik han en dom på tre til ti års fængsel.
Få her et overblik over forløbet og anklagerne mod Cosby:
* 81-årige Bill Cosby er skuespiller og komiker og især kendt for rollen som Cliff Huxtable i tv-serien "The Cosby Show".
* Omkring 60 kvinder har anklaget Bill Cosby for seksuelle overgreb, der skulle have fundet sted siden 1960'erne.
* Blandt dem er den tidligere supermodel Janice Dickinson, skuespilleren Louisa Moritz og Carla Ferrigno, der i 1980 blev gift med Hulk-skuespilleren Lou Ferrigno.
* I 2005 meldte Andrea Constand Bill Cosby til politiet for et overgreb i 2004. Men efterforskningen førte ikke til en sigtelse, og året efter indgik de to et forlig i en civil retssag.
* Som følge af de mange beskyldninger mod Bill Cosby valgte tv-stationen NBC at tage en planlagt tv-serie med komikeren af programmet.
* Streamingtjenesten Netflix droppede også en planlagt lancering af en standup-optræden, der blev filmet på Cosbys 77 års fødselsdag.
* I 2017 begyndte sagen om Andrea Constand. Hun anklagede Cosby for at have bedøvet hende med piller forud for seksuelle forulempelser.
* Andrea Constand-sagen er den eneste, der er endt i retten, da de andre anklager er juridisk forældede.
* Bill Cosby har under hele sagen erklæret sig uskyldig i alle anklager mod ham.
* Bill Cosby indrømmede i 2005 at have købt receptpligtige piller med det formål at give medicinen til "mindst en kvinde og andre personer" i forbindelse med sex - dog uden tvang. Det fremgik af retsdokumenter, der blev offentliggjort i 2015.
* Efter fire dages votering måtte 12 nævninger, som alle skal være enige, før der kan falde dom, i juni 2017 opgive at komme frem til en afgørelse i sagen om Andrea Constand. Dommeren erklærede sagen for ugyldig.
* Anklagemyndigheden besluttede herefter at få sagen for retten igen. Cirka ti måneder senere - i april i år - blev Cosby så kendt skyldig i tre tilfælde af seksuelt overgreb. Han har siddet i husarrest med fodlænke, mens han har afventet strafudmålingen.
* Tirsdag fandt strafudmålingen sted ved en domstol i Pennsylvania. Cosby blev idømt tre til ti års fængsel. Desuden skal han stå opført i et register over dømte sexforbrydere, besluttede dommeren.
Kilde: Los Angeles Times, CNN, AFP, Entertainment Tonight, dpa og Reuters.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.