De danske myndigheder har hidtil hentet ét barn i al-Hol-lejren i Syrien - en 13-årig dreng, der blev såret af skud i ryggen under kampe om byen Baghouz.
Den bastion var underlagt den militante bevægelse Islamisk Stat.
Fredag er der samråd om sagen.
* Drengens forældre er begge danske statsborgere, der har støttet kampen for Islamisk Stat.
* Faren er angiveligt dræbt i Syrien, mens moren og drengens søskende er tilbage i al-Hol-lejren.
* Ifølge DR Nyheder blev drengen lammet af sit skudsår og blev i første omgang bragt fra lazarettet i al-Hol til et sygehus i udlandet, hvorfra han skulle hentes til Danmark af familiemedlemmer.
* To dansk-franske børn er i en anden sag bragt til Frankrig af franske myndigheder.
* Kurdiske styrker har etableret tre flygtningelejre i det nordlige Syrien. Blandt beboerne er mange vesterlændinge, der i sin tid rejste til området for at tilslutte sig Islamisk Stat.
* I al-Hol-lejren sidder omkring 74.000 personer, hvoraf knap 50.000 er børn. Antallet er steget eksplosivt siden årsskiftet, og der er reelt kun plads til 41.000 mennesker. Lejren menes at huse cirka 8000 børn fra omkring 50 forskellige lande.
* De to øvrige lejre hedder Ain-Issa og al-Roj. De huser henholdsvis 13.000 og 1700 personer.
* Der menes at være omkring otte danske kvinder og 13 danske børn i lejrene.
* Danmark har officielt ikke ændret sin politik vedrørende hjemtagelse, siden daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i marts slog fast, at det beror på en vurdering af hver enkelt sag.
- Hjemtagelse af børn af humanitære årsager - og eventuelt deres mødre - kan kun komme på tale, hvis det vurderes at være forsvarligt ud fra hensyn til dansk sikkerhed, sagde han.
Kilder: FN's humanitære kontor, Middle East Eye, Folketinget, Politiken, DR.
/ritzau/