Otte personer er sent torsdag blevet idømt fængselsstraffe ved Sudans nyoprettede nøddomstol for at have deltaget i protester.
Det oplyser det sudanske nyhedsbureau Suna.
Fire af demonstranterne er idømt fem års fængsel, tre har fået tre års fængsel, mens en skal seks måneder i fængsel.
Det er kun få dage siden, at landets præsident, Omar al-Bashir, den 26. februar forbød uautoriserede protester og forsamlinger i landet.
Forbuddet er et forsøg på at få bugt med de optøjer, der har præget landet de seneste måneder.
Demonstranterne er de første, der bliver dømt for at overtræde den nye lov.
Præsidentens seneste ordre kom som del af en landsdækkende undtagelsestilstand, som han indførte i den 22. februar, efter det mislykkedes at dæmpe protesterne mod hans regering.
Omar al-Bashir har også gjort det forbudt at afspærre veje og stoppe trafikken. Det sker, efter at demonstranter har afspærret veje med sten og træstammer i et forsøg på at holde sikkerhedsstyrkerne ude af deres boligområder.
Ydermere er det blevet forbudt at udgive nyheder, der "skader borgerne i det forfatningsmæssige system", på enhver platform herunder også sociale medier.
De nye foranstaltninger er blevet afvist af gruppen Sudanese Professionals Association (SPA), der har ledt demonstrationerne mod regeringen.
SPA har gentagne gange opfordret folk "på tværs af alle stater og i byer og landsbyer" til at gå på gaden nu for at udtrykke deres utilfredshed med de nye nødforanstaltninger.
Gruppen har natten til fredag dansk tid endnu ikke kommenteret fængslingerne.
Siden den 19. december sidste år har der været en række demonstrationer med dødelige udfald i Sudan. Myndighederne hævder, at dødstallet er 31, mens organisationen Human Rights Watch siger, at mindst 51 mennesker - heriblandt læger og børn - er blevet dræbt.
Demonstrationerne begyndte, da myndighederne besluttede at tredoble prisen på brød. Siden har de udviklet sig til et landsdækkende krav om, at præsidenten skal gå af.
/ritzau/AFP