Politiet i Vietnam har anholdt otte personer i en sag om 39 mennesker, der blev fundet døde i en lastbil i Storbritannien den 23. oktober.
Det oplyser Vietnams statslige nyhedsbureau, VNA, mandag.
- Baseret på vores oplysninger om de mistænkte så vil vi sætte gang i efterforskninger, der skal udrydde de her grupper, der på ulovlig vis bringer folk til Storbritannien, siger Nguyen Huu Cau, politichef i Nghe An-provinsen.
To andre personer blev anholdt i Vietnam fredag.
De 39 lig blev fundet i en lastbil i Essex-området, og den uhyggelige sag har sat fokus på den menneskesmugling, der foregår til Storbritannien.
I første omgang mente politiet, at de omkomne var kinesere.
Efterfølgende er teorien dog skiftet, så politiet nu mener, at der er tale om vietnamesiske statsborgere. Sådan lød det i en pressemeddelelse fredag.
- Vi er i øjeblikket i direkte kontakt med en række familier i Vietnam og i Storbritannien. Vi tror, at vi har identificeret familierne til nogle af de ofre, hvis rejse endte tragisk på vores kyst, meddelte politiet.
To personer er i Storbritannien blevet tiltalt i sagen.
23-årige Eamon Harrison blev ved et retsmøde i Dublin fredag anklaget for uagtsomt manddrab, for menneskesmugling og for at have modarbejdet politiet.
Han menes at have kørt lastbilens trailer til Zeebrugge i Belgien, før den senere blev hentet tilbage til Storbritannien.
Mandag blev lastbilens chauffør, den 25-årige Maurice Robinson, der kørte bilen til det sted i Essex, hvor den blev fundet, fremstillet i retten.
Han er blevet tiltalt for blandt andet uagtsomt manddrab, hvidvask af penge og hjælp til menneskesmugling.
Myndighederne har samlet dna-materiale fra familier i provinserne Nghe An og Ha Tinh, hvor flere af de formodede ofre menes at være fra.
Provinserne ligger i det nordcentrale Vietnam.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters