Den forfremmede assistenttræner Lars Rasmussen har stået i spidsen for KIF Koldings håndboldherrer siden sidste uge, og selv om det i den periode er blevet til to nederlag, er den midlertidige cheftræner fuld af fortrøstning.
Onsdag aften tabte KIF 23-29 til Skjern og er uden sejr siden 8. december, men den negative stemning er vendt i klubben, siger Lars Rasmussen.
- Nu vil jeg ikke stå og snakke om mig selv, men folk bag holdet, spillerne og fansene siger, at vi ligner et helt andet hold. Pludselig får vi lavet otte-ti kontramål i kampene, og vores forsvar står utrolig stærkt.
- Vi har lige holdt Skjern på at score 20 mål i de første 50 minutter, selv om de lige har scoret 36 mod Århus Håndbold.
- Jeg har kun haft fire træninger, men jeg synes, at vi i fællesskab har rykket os meget, og der er en rigtig god energi i truppen.
- Kan vi fortsætte på den måde, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det her bliver rigtig godt, siger Lars Rasmussen.
Efter vigende resultater og en ifølge medierne TV2 og Jydske Vestkysten utilfreds spillertrup blev Lars Frederiksen i sidste uge fyret som cheftræner.
Den traditionsrige håndboldklub ser ud til at misse slutspillet. Det betyder kampe om at undgå nedrykning, og KIF ligger aktuelt nummer 11 ud af rækkens 14 hold.
Lars Rasmussen føler sig sikker på, at KIF nok skal klare frisag i den tætte bundstrid.
- Jeg er på ingen måde bekymret, men jeg er meget bevidst om, at vi ligger i en bundstrid, og derfor skal vi vinde håndboldkampe.
- Jeg har meget respekt for de sidste fem kampe i grundspillet, og det kræver hård træning, men også at vi bevarer det gode sammenhold, som vi har fået bygget op nu.
- Det er en alvorlig situation for alle bundholdene - også for os - men jeg er overbevist om, efter det jeg har set i de sidste seks dage, at vi nok skal få de point, der er nødvendige for, at vi klarer os, siger Lars Rasmussen.
Trods den ifølge træneren ændrede stemning i klubben og truppen måtte han indse, at energien ikke rakte til at slå danmarksmestrene fra Skjern onsdag.
- Inden de sidste ni minutter var vi bagud 20-21, men så gjorde Skjerns bredde forskellen.
- De satte blandt andet en frisk Kasper Søndergaard ind, samtidig med at vi var ved at blive kørt ned.
- Den bredde har vi ikke, selv om vi på mange måder leverede en mandfolkepræstation, indtil kræfterne slap op, siger Lars Rasmussen.
/ritzau/