Et forslag om en ny valglov er kernen i en strid mellem styret i Kuwait og oppositionen. Oppositionen, der er sammensat af islamister og nationalister, truer med oprør og vil ikke deltage i valget, hvis loven bliver indført.
- Sker det, vil vi boykotte valget og protestere i gaderne, siger Waleed al-Tabtabai, som tidligere har siddet i nationalforsamlingen.
Oppositionen hævder, at den nye valglov vil fratage dens kandidater muligheden for at blive valgt til parlamentet.
Emiren af Kuwait, sheik Sabah al-Ahmad al-Sabah, opløste i weekenden nationalforsamlingen og udskrev nyvalg. Og det er ikke faldet i god jord hos oppositionen, som har varslet omfattende demonstrationer.
- Vi har gentagne gange advaret mod et arabisk forår i Kuwait, siger Nayef al-Merdas, som havde sæde i nationalforsamlingen.
En anden oppositionspolitiker, Khaled al-Tahus, opfordrer emiren til at handle i tråd med ørkenstatens forfatning.
- Kuwait befinder sig i øjeblikket i den mest vanskelige og afgørende periode i landets historie, siger han.
- Arabiske folk har væltet deres regimer. Ikke for at opnå højere lønninger eller mere brød, men for at opnå frihed, værdighed og rettigheder. Det kuwaitiske folk er ikke ude på at gennemføre et kup, siger Khaled al-Tahus.
I mere end 250 år har emir-familien styret det olierige land. Emiren, kronprinsen, statsministeren og flere af de centrale ministre kommer alle fra Sabah-familien.
Siden 2006 har Kuwait oplevet en række politiske kriser. Regeringen har trukket sig ni gange, nationalforsamlingen er opløst seks gange. Fem gange af emiren og en gang af landets højesteret.
/ritzau/AFP