Opposition vil vælte spansk regering efter korruptionssag

Sag om korruption i spansk regeringsparti udløser mistillidsvotum fra oppositionen.

Det spanske oppositionsparti, PSOE, vil stille et mistillidsvotum til den spanske regering, efter forretningsfolk og en partisekretær i regeringspartiet er blevet dømt for korruption.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sagen blev afgjort ved en domstol torsdag. Premierminister Mariano Rajoys konservative parti, PP, blev idømt en bødestraf på 245.000 euro - svarende til omkring 1,9 millioner kroner.

Korruptionen har ifølge dommen fundet sted mellem 1999 og 2005. Den har kastet et større sagskompleks af sig.

Torsdag blev 29 ud af 37 anklagede dømt for blandt andet skatteunddragelse, misbrug af offentlige midler og magtmisbrug. Tilsammen løb straffene op i 351 års fængselsstraf.

En af straffene lød på 33 år til en tidligere partisekretær og senator for PP.

Også en tidligere sundhedsminister og en tæt rådgiver til Mariano Rajoy blev dømt for at modtage gaver. Ingen af regeringens nuværende medlemmer var på listen af dømte.

Ifølge AP oplyser en ordfører fra oppositionspartiet PSOE, der ønsker at være anonym, at partiet vil fremsætte et mistillidsvotum oven på dommene.

I Spanien kræver et mistillidsvotum, at det inkluderer et bud på, hvem der i stedet skal danne regering.

Derfor er det ikke klart, om forslaget vil få opbakning fra nok partier til at få flertal i det spanske parlament.

Socialdemokratiske PSOE har 85 mandater i underhuset i det spanske parlament. Dermed skal det finde opbakning fra 91 andre medlemmer.

Venstrefløjspartiet Podemos har ifølge The Spain Report oplyst, at dets 71 medlemmer vil stemme for et mistillidsvotum fra PSOE.

Det liberale midterparti Ciudadanos har udtalt, at dommen "ændrer alt" i spansk politik. Men det er uklart, hvordan partiet vil stille sig over for det socialdemokratiske mistillidsvotum.

Derudover er 25 medlemmer af parlamentet valgt for forskellige regionale partier og et dyrevelfærdsparti.

/ritzau/