Et manipuleret foto af en ung abortmodstander bliver nu en opgave for politiet.
Billedet er blevet lagt ud på Facebook. Det skal forestille en reklame for foreningen Retten til Liv og ser ud til at være anbragt på en bus.
På fotografiet ses en smilende ung mand placere et af de omdiskuterede hvide kors, og han citeres for følgende ord: "Hvis du bliver voldtaget, bliver du kun gravid, hvis du nyder det."
Udtalelsen og reklamen er et falsum, og foreningen Retten til Liv har modtaget en stribe vrede henvendelser.
Derfor har foreningen nu anmeldt sagen til Østjyllands Politi for æreskrænkelse og bagvaskelse.
Det er især sket af hensyn til den unge mand på fotografiet, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
Foreningen, der er imod abortlovgivningen i Danmark, falder fup-fotoet for en smædekampagne.
For nylig vakte det en del debat, da foreningen opstillede 16.000 hvide trækors på en mark ved Hedensted. De skulle symbolisere det antal aborter, som foretages hvert år i Danmark.
/ritzau/