Det er politiet i Sønderborg, der advarer mod en mand, der forsøger at snyde nøgenbilleder fra helt unge piger.
Det er piger helt ned i teenage-alderen, der skal være opmærksomme på denne svindler, der huserer på de sociale medier - herunder især Facebook, fortæller Radio Als.
Manden kontakter pigerne, og udgiver sig for at være fotograf. På den måde opfordrer han pigerne til at tage tøjet af, tage billeder - og sende dem til ham.
- Hvis andre oplever det samme vil vi meget gerne høre om det. Ham her skal vi have stoppet, siger Mads Hansson fra Sønderborg Politi.
Af hensyn til efterforskningen vil politiet ikke ud med hvad manden kalder sig på Facebook.
- Vi vil bare gerne have forældrene gjort opmærksomme på at de skal holde øje med deres børns færden på Facebook, siger Mads Hansson.