Alle udregninger har slået det fast i flere dage. Og mandag blev det så helt officielt.
Caroline Wozniacki topper igen verdensranglisten i tennis efter lørdagens finalesejr over Simona Halep i grand slam-turneringen Australian Open.
WTA, Women's Tennis Association, offentliggjorde mandag listen, og her var der flere forskydninger i top-10.
Wozniacki overhaler Halep på førstepladsen som den mest omtalte ændring. Wozniacki har 7965 point, mens Halep har 250 point mindre.
Der er et stykke ned til nummer tre, som er ukrainske Elina Svitolina med 6085 point.
Svitolina skubber Garbiñe Muguruza ned på fjerdepladsen. Spanieren har 5690 point.
Angelique Kerber er tilbage i top-10, efter at tyskeren nåede frem til semifinalen i Australian Open. Kerber, som tabte semifinalen til Halep, er nummer ni med 3031 point.
Hele top-10 ser således ud:
1. Caroline Wozniacki, 7965 point.
2. Simona Halep, 7715.
3. Elina Svitolina, 6085.
4. Garbiñe Muguruza, 5690.
5. Karolína Plísková, 5445.
6. Jelena Ostapenko, 4901.
7. Caroline Garcia, 4495.
8. Venus Williams, 4278.
9. Angelique Kerber, 3031.
10. Kristina Mladenovic, 2935.
/ritzau/