Endelig har de mange tusinde tilskuere fået noget at juble over ved ski-VM i Schladming.
Tirsdag aften lykkedes det langt om længe Østrig at vinde den første guldmedalje ved mesterskaberne foran eget publikum, da det blev til en suveræn førsteplads i holdkonkurrencen, hvor Sverige blev besejret 4-0 i finalen.
Desperationen var ellers ved at brede sig i den skigale nation efter en jammerlig første uge af VM. Den tidligere superstjerne Hermann Maier var mandag ude med kritik af det østrigske trænerteam, der i hans øjne havde lagt for hårdt pres på løberne.
Men tirsdag kom der altså endelig guldmedaljer i hus foran fyldte tribuner i målområdet i Schladming.
Nicole Hosp, Marcel Hirscher, Michaela Kirchgasser og Philipp Schörghofer kørte sejren hjem for værtsnationen, der var oversidder i første runde og siden besejrede Slovenien og Tyskland på vej til finalen.
I holdkonkurrencen mødes løberne i dueller mand mod mand, vinderen får et point, mens taberen får nul. Der er fire dueller i hver holdkamp, og det land, der vinder flest dueller, går videre.
Bronzemedaljerne gik til Tyskland.
/ritzau/