Energiselskabet Ørsted har købt amerikanske Deepwater Wind for 510 millioner dollar - 3,3 milliarder kroner. Deepwater Wind ejer havvindmølleparker og havvindmølleprojekter i USA, som Ørsted dermed har sikret sig.
Det skriver Ørsted i en fondsbørsmeddelelse.
- De to selskabers havvindsaktiver og organisationer vil blive lagt sammen og vil udgøre den førende platform for havvind i USA med den bredeste geografiske dækning og den største projektkapacitet, skriver Ørsted.
Deepwater Wind ejer USA's eneste idriftsatte havvindmøllepark. Dertil kommer flere projekter i delstaterne Rhode Island, Maryland og New York. Der er samtidig rettigheder til store projekter på den amerikanske østkyst.
Opkøbet skal godkendes af de amerikanske myndigheder. Når det er gennemført, vil det samlede selskab komme til at hedde Ørsted US Offshore. Det skal efter planen være USA's førende udvikler af havvindmølleparker.
Opkøbet ændrer ikke på Ørsteds forventninger til hele året, når det kommer til resultat eller omsætning.
Forventningen til investeringer, Capex, er dog øget fra 16-18 milliarder kroner til 23,25 milliarder kroner.
Ørsted skiftede i 2017 navn fra Dong Energy. Det skete i forbindelse med et strategisk skifte mod grøn energi og efter et omstridt og udskældt forløb, hvor staten solgte en stor andel af selskabet til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
I juni fortalte Ørsted, at man gerne vil sælge den del af forretning, der sælger el i Danmark til forbrugerne.
Dong Energy blev ifølge mange kritikere solgt for billigt af den daværende regering og daværende S-finansminister Bjarne Corydon. Han er nu chefredaktør på Børsen.
/ritzau/