Det ser ud til, at renten i Euroland får endnu et hak i tuden og bliver sat ned fra 0,75 procent til rekordlave 0,5 procent.
Men Nationalbanken vil formentlig holde renten uændret eller nedsætte renten mindre end Den Europæiske Centralbank, ECB, vurderer Sydbank. Normalt kopierer Nationalbanken renteændringer fra euroland som konsekvens af den danske fastkurspolitik overfor euro.
- Men helt usædvanligt vil Nationalbanken muligvis undlade at ændre de danske renter eller nedsætte renten mindre end ECB, selv om der er ro omkring kronekursen, siger Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven.
Og den helt usædvanlige situation opstår, fordi renteniveauet er ekstremt lavt, og der samtidig er masser af penge i omløb i det finansielle system.
Nationalbankens udlånsrente er i øjeblikket på 0,30 procent. Og følger man i Danmark efter ECB, vil renten ende på 0,05 procent.
Det er nyhedsbureauet Bloomberg, der oplyser, at 42 ud af 69 adspurgte økonomer forventer, at ECB sænker renten. 26 økonomer forventer, at renten bliver på det nuværende niveau - én økonom forventer et rentefald til 0,25 procent.
Chefanalytiker Martin Lundholm, Spar Nord, tror også på en nedsættelse af renten i eurozonen - men herhjemme kan det blive lidt af en udfordring, hvis rentesænkningen fra ECB torsdag bliver en realitet.
- Den mest sandsynlige konsekvens herhjemme er stadig, at Nationalbanken matcher ECB. Men for at undgå, at udlånsrenten kommer helt ned på 0,05 procent, kan Nationalbanken også vælge en mindre nedsættelse, siger Martin Lundholm.
Et nyt rentecut fra ECB kan på kort sigt betyde billigere rentetilpasningslån og fastrentelån og dermed nye konverteringsmuligheder for boligejerne.
Sidste gang, ECB sænkede renten, var i juli 2012. Her blev indlånsrenten sænket til 0 procent og udlånsrenten til 0,75 procent.
/ritzau/