Verdensøkonomien står stadig på gyngende grund, men udsigterne er blevet bedre i løbet af de seneste seks måneder. USA og Japan viser gode takter og anfører et spirende opsving. Krisen i Sydeuropa kan dog skubbe opgangen ud af kurs.
Det skriver OECD, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, i sin halvårsrapport.
Væksten i verdensøkonomien bliver 3,4 procent år mod tidligere antaget 3,6 procent, skriver OECD. Derimod tager væksten til i 2013, hvor den stiger til 4,3 procent.
Mens OECD nedskriver forventninger til de globale vækst, opskriver økonomerne forventninger til den amerikanske økonomi, verdens største. Væksten i USA ventes at blive 2,4 procent i år og 2,6 procent i 2013.
I den foregående rapport forventede OECD en vækst på to procent i USA i år.
- I USA vil væksten fortsat styrkes i takt med, at både erhvervslivet og private forbrugerne får mere tillid til økonomien, hedder det i rapporten.
Arbejdsløsheden i USA og Japan vil gå ned i de kommende måneder, men til gengæld gå op i eurolandene.
Væksten i Japan er igen op vej op efter et stort dyk i fjor som følge af det voldsomme jordskælv og efterfølgende tsunami i marts.
Trods problemer med høj inflation vil væksten i Kina fortsætte med 8,2 procent i år og 9,3 procent næste år, tror OECD.
OECD opfordrer europæiske ledere til at sætte tempoet ned i bestræbelserne på at komme gældskrisen til livs. De mange nedskæringer forhindrer et opsving.
- Der er risiko for, at eurolandene havner i en ond nedadgående cirkel, hvor kampen mod gælden bremser de økonomiske aktiviteter og dermed skaber stagnation eller negativ vækst, skriver OECD.
Reuters