- Hvis det bliver sådan igen, så flytter jeg væk fra øen.
Så træt er Rikke Rosenberg af det kaos, som en strøm af turister har skabt ved Fanøfærgen efter det er blevet gratis for blandt andet fodgængere at sejle med ø-færgerne.
Hun siger JydskeVestkysten, at det er stressende ikke at vide, om man når sin planlagte færge hjem.
- Lige nu er forholdene omkring færgen så ringe for pendlere, at det ikke hænger sammen med at have et job på fastlandet, siger Rikke Rosenberg.
Hun har boet på Fanø i 15 år, og har på det seneste flere gange oplevet at blive både råbt til og dyttet af, når hun tager ø-banen, som er forbeholdt beboerne på Fanø.
I enkelte tilfælde har biler ligefrem spærret for hendes adgang til køen, fortæller hun til JydskeVestkysten.
De mange gående passagerer på færgen gør, at flere øboere må vente en eller to afgange før de kan komme med færgen.
Desuden er det problematisk at finde en parkeringsplads ved færgen i Esbjerg.
Molslinjen, der står for færgeruten mellem Esbjerg og Fanø, siger til avisen, at det er en "mere eller mindre naturlig konsekvens" af øjeblikkets voldsomme turisme, men at man ikke har planer om ændre på noget.
- Der er mange, der kommer i havneområdet, som ikke er vant til det, og de føler jo, at de bliver snydt, når nogen har mulighed for at køre foran, siger Jesper Maack, kommunikationschef ved Molslinjen.