Da en perlerække af kendte danske kunstnere i foråret gik sammen for at lave en hyldest-CD til noget så sjældent som en politisk hædersmand, Anker Jørgensen, blev der skrevet historie lige til Guinness Rekordbog - den tidligere statsminister er 25 år efter sin afgang mere elsket end nogensinde før og CD’en med sange til Danmarks største, lille mand strøg til tops på de danske hitlister. Guld er det blevet til.
Den 13. juli 2007 fylder Anker Jørgensen så 85 år:
• arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen og aldrig holdt udsalg i meninger og standpunkter
• statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer og aldrig fik fine fornemmelser eller vaner
• mennesket, der aldrig glemte sin ungdoms idealer og blev dansk folkeeje.
Økonomisk uføre
Borgerlige politikere har i årevis haft uhyre travlt med at give Anker Jørgensen hovedansvaret for 1970’ernes økonomiske uføre og forsøgt hånd i hånd med VU’ere i puberteten og andet godtfolk fra det velbjærgede borgerskab at skabe den falske myte om Anker Jørgensen som manden, der i 1970érne var ved at køre Danmark i den økonomiske afgrund.
Sandheden er, at mens Anker Jørgensen kæmpede for at bevare og udbygge velfærdssamfundet, skar hans efterfølger, den konservative Poul Schlüter, kynisk ned på alle områder af velfærden, mere end fordoblede statsgælden samtidigt med, at underskuddet på betalingsbalancen satte Danmarksrekord under netop Schlüter.
Sloges for den almindelige dansker
Som statsminister under umulige politiske forhold i 1970 erne sloges Anker Jørgensen for den almindelige dansker og vores velfærdsmodel. Det var meget vanskelige år med international lavkonjunktur, to store globale oliekriser og massearbejdsløshed overalt – men Anker vaklede ikke!
Han forblev trofast mod sine idealer om retten til velfærd for alle og afviste alle borgerlige krav om et almissesamfund, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Overalt i verden blev der skåret drastisk ned på alle velfærdsområder – men Anker Jørgensen forsvarede de svage, de arbejdsløse, de handicappede, de syge, de gamle og fik minimeret skaderne på det danske velfærdssamfund.
På fornavn med Anker
Anker var på fornavn med nationen med ægte følelser for de svageste i samfundet - man hører hjertet banke, når han taler. Folk med sans for skæbner og menneskelige kvaliteter kan hente meget hos Anker, mens de fine fornemmelsers kavalkade er på Herrens mark.
Dette ærlige og prunkløse menneske forener uden at lefle stort socialt engagement med menneskelighed og solidaritetsfølelse – egenskaber, der i en sjælden grad har gjort ham til dansk folkeeje og landsfader. Forkætret af nogle, javist, men ellers omgærdet med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod.
Han var kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt og forkert og gik uden frygt i klammeri med magthavere som Saddam Hussein, USA’s præsident, de rige oliesheiker, Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.
Anker Jørgensen var Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården.
Forældrene døde
Han blev født den 13. juli 1922 i et lille kolonihavehus i en haveforening, der lå på Irlandsvej på Amager som søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og hustruen, rengøringskone Karen Marie Jørgensen.
I sine erindringer »Fra Christianshavn til Christiansborg« fortæller Anker, at begge forældre døde, da han var 4-5 år gammel, ligesom en lillebror døde som ganske lille. En tante, tobaksarbejderske Karla Jacobsen, spurgte Ankers morfar, en landmand fra Roskilde-egnen, hvad der så skulle ske med den lille dreng og fik dèt svar, at »ham må kommunen tage sig af.«
Hertil svarede tante Karla: »Jeg skal give dig kommune!« - og Karla tog Anker til sig. Om natten sov Anker på en sofa i stuen, hvor en gammel gaslygte fra gaden kastede et lysskær ind i stuen, så han kunne ligge i mørket og læse om sine idoler, først og fremmest en halv snes Tarzan-hefter, men også de virkelige helte, dem fra idrættens verden.
Arbejdsløshed i 30 erne
Anker Jørgensen fortæller videre, hvorledes familien i tredverne for alvor mærkede arbejdsløsheden. Det skete ofte, at man måtte pantsætte ejendele som f.eks. en vinterfrakke hos »onkel«, et tilnavn givet Amagerbrogades filial af Det Kongelige Assistenshus.
Når Anker så kom hjem med lånesedlen, blev den lagt i en lille skuffe, og uge for uge blev der lagt penge hen, så man kunne løse frakken ind igen. Senere kom Anker på Det Kongelige Vajsenhus’ skole for forældreløse børn, blev bud, arbejdsdreng, svajer, skibsværftsarbejder og lagerarbejder. De arbejdsløse perioder brugte han på biblioteket og på aftenkurser.
Folkebiblioteket i Ølandshus på Amager blev dèt sted, Anker opsøgte, når han var uden arbejde. Det blev hans lille folkeuniversitet, døren til en ny verden. Dèr lærte han Georg Brandes og hans »Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur« at kende, han læste digtsamlinger som ?Vers og Værktøj?, han blev meget optaget af Hartvig Frisch’s ?Europas Kulturhistorie?, og han læste Hans Kirks skildringer af ?Fiskerne? og ?Daglejerne?.
Læsehesten Anker
Anker læste systematisk historie og filosofi, Kant, Nietzsche, Marx, Egon Friedell, og han læste rejsebøger som Aage Krarup Nielsens »En Hvalfangerfærd« og »Mads Lange Til Bali«.
Anker krydsede i perioder dèt antal sider af, som han skulle læse pr. dag i den følgende uge. Ofte stod han op en time før om morgenen og læste 10-15 sider i hver bog, inden han skulle på arbejde.
Efter af være gået ud af skolen, blev Anker bud i en grøntforretning på Øresundsvej og blev senere arbejdsdreng som 14-årig på en låsefabrik, 48 timer om ugen til 15 kroner. Under Anden verdenskrig arbejdede den unge Anker Jørgensen som bl.a. lagerarbejder. Og han var soldat, husar i Næstved, samtidig med at han var meget aktiv i den danske modstandsbevægelse.
Seks i en tre-værelses
I 1960 rykkede Anker Jørgensen sammen med Ingrid og de fire unger ind i en tre-værelses lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt til baneterrænet.
Uden vaklen sagde han nej til al statsminister-luksus på Marienborg - som han selv forklarede det: »Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus.«
Stadig på Borgbjergvej
Her i 2007 en menneskealder senere bor Anker stadig i nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passer på ham.
Journalisten Olav Hergel har fortalt, hvordan Anker stadig svæver over kvarteret. »Han bliver svagere og svagere, ældre og ældre, mere og mere krumbøjet, men han går stadig i Fakta og kommer stadig nede i pavillonen hos Laila på Mozarts Plads og får en æblekage og en kop kaffe ... ?Vi elsker Anker. Vi elsker alle sammen Anker,? siger Roland på 55 år .. De andre nikker.«
Anker Jørgensen har nu igennem mange år været een af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere, der i sin høje alder flittigt farer land og rige rundt for at fortælle om sit liv og sine oplevelser.
Lad os slutte med Anker selv - i et interview med Ninka sagde han om solidaritet:
»Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed.«
Et stort og kærligt tillykke til Anker
Loius Bülow er freelancejournalist, og fik optaget sin første artikel i Arbejderen, mens Anker Jørgensen var bladets redaktør. Han står bag hjemmesiden www.ankerjorgensen.dk, som fortæller historien om Anker Jørgensen.