USA's præsident, Barack Obama, vil i sin årlige tale til nationen natten til onsdag annoncere, at 34.000 amerikanske soldater bliver trukket ud af Afghanistan i begyndelsen af 2014.
Tilbagetrækningen vil halvere antallet af de nuværende 66.000 amerikanske soldater, der lige nu befinder sig i det krigshærgede land.
Planen er, at antallet af resterende soldater skal reduceres over en kort årrække, indtil alle udenlandske kamptropper atter er vendt hjem til deres respektive lande, og de afghanske myndigheder overtager styringen af landet selv.
Nato har som mål at oplære og træne 350.000 afghanske soldater og politibetjente inden udgangen af 2014, når de udenlandske kamptropper efter planen rejser hjem.
Taliban blev fordrevet fra magten i Afghanistan i slutningen af 2001, da en amerikanskledet koalition rykkede ind i landet i kølvandet på terrorangrebet på USA 11. september, men de islamistiske oprørere har igennem en årrække vundet fodfæste flere steder i landet.
/ritzau/Reuters