USA's præsident, Barack Obama, fortæller mandag, at han er ikke indstillet på at lukke det amerikanske statsapparat ned.
Det sker, mens deadline for en aftale i Kongressen om en midlertidig finanslov nærmer sig med hastige skridt. Den midlertidige aftale skal sikre regeringen penge til at holde statsapparatet kørende.
- Jeg er overhovedet ikke indstillet på en nedlukning, siger Obama ifølge AFP, på et pressemøde mandag i kølvandet på et møde med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.
Obama fortæller, at han har tænkt sig at forhandle med Kongressens leder i løbet af de næste par dage.
Præsidenten understreger, at alle parter må forhandle med gode intentioner og uden at gamble med USA's evne til at tilbagebetale landets gæld til udlandet.
- Hvis man foretager en rundspørge, så vil man ikke kunne finde en eneste leder i verden, der vil sige, at det er ansvarligt eller i overensstemmelse med USA's lederskab i verden, ikke at betale vores gæld.
- Vi er fundamentet for verdensøkonomien og for verdenens finansielle system, og vores valuta og verdens reservevaluta. Den har vi ikke tænkt os gamble med.
Striden mellem Senatet, der domineres af Demokraterne, og Repræsentanternes Hus med et flertal af republikanere er tilsyneladende gået i hårdknude, og tidsfristen for at blive enige udløber mandag midnat lokal tid.
En af de ting, der blokerer, er den fortsatte strid om Obamas sundhedsprogram, kaldet Obamacare.
Programmet skal træde i kraft nu, men republikanerne er modstandere af den offentlige indblanding i amerikanernes helbred. De benytter budgetstriden til at lægge hindringer i vejen for Obamacare.
I et budgetforslag fredag sagde Repræsentanternes Hus ja til budgettet, men havde så pillet hele Obamacare ud af det. Det blev sendt til Senatet, hvor det demokratiske flertal sagde nej.
Nu har Repræsentanternes Hus så vedtaget et nyt forslag, og her er Obamacare ikke pillet ud. Men det er suspenderet i et år, og det er det forslag, som Senatet nu har fået at tygge på.
Omkring én million offentligt ansatte i ikke-livsnødvendige funktioner må indstille sig på at blive hjemme fra tirsdag, når det nye finansår begynder, hvis ikke der landes en aftale.
/ritzau/