OB har på transfervinduets sidste dag forstærket offensiven betragteligt. Fynboerne har købt østrigeren Darko Bodul og lejet svenske David Löfquist.
Bodul kommer fra Sturm Graz, hvor han i sidste sæson skød sig ind på en andenplads på topscorerlisten.
Han har dobbelt statsborgerskab og har tidligere spillet på kroatiske ungdomslandshold.
- Vi får en spændende, udadvendt og nysgerrig angriber, der har været meget interesseret i dansk fodbold og Odense Boldklub. Det er et godt udgangspunkt for et succesfuldt ophold, siger cheftræner Troels Bech i en pressemeddelelse.
Löfquist er hentet i italiensk fodbold. Den 26-årige offensivspiller er lånt ud fra Parma, men har stadig sin debut for klubben til gode.
Han har både været udlejet til Gubbio i Serie B, ligesom han også har spillet for Malmö FF i Allsvenskan i efteråret.
Troels Bech ser frem til at arbejde med den 189 centimeter høje spiller.
- Vi har ledt efter en spiller med god fart i fødderne, og det får vi med David Löfquist. Han er hurtig, gennembrudshidsig og stærk i afslutningerne, og han har kvaliteterne til at konkurrere om alle fire offensive positioner, siger han i en pressemeddelelse.
Begge spillere er allerede på plads i klubben og deltager derfor også i torsdagens træning.
/ritzau/