Hassan Rohani vandt en overbevisende sejr ved weekendens iranske præsidentvalg, og den moderate præst er indstillet på at kæmpe for sine valgløfter.
- Jeg er lykkelig over, at moderate kræfter er tilbage og fornuftens sol igen skinner over Iran, siger Rohani ifølge nyhedsbureauet DPA.
- Jeg vil kæmpe for det, jeg har lovet det iranske folk, og jeg stopper ikke, før det er opnået.
Den 64-årige præst vandt en suveræn valgsejr og fik over 50 procent af stemmerne, hvilket betød, at anden runde af processen blev afblæst. Han var den eneste moderate kandidat blandt de seks, iranerne kunne stemme på fredag.
- Dette er en sejr for intelligensen, for det moderate, for fremskridtet - og imod ekstremisme, siger Hassan Rohani ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samtidig slog han fast, at iranerne og Iran kræver respekt fra det internationale samfund, hvor mange lande - blandt dem USA - har været skarpe i retorikken.
- Nye muligheder åbner sig med dette storslåede valg, og lande, der agiterer for demokrati og åben dialog, skal tale med respekt til det iranske folk og anerkende den iranske republiks rettigheder.
Rohani var ansvarlig for Teherans atomkraftforhandlinger fra 2003-2005.
Han afløser Mahmoud Ahmadinejad, som efter to perioder i embedet ikke måtte genopstille.
/ritzau/