Den europæiske flyproducent Airbus får formentlig meget snart sit nye langdistancefly, A350, godkendt af myndighederne.
Easa, det europæiske sikkerhedsagentur for luftfart, siger, at det måske kan ske, inden sommeren er slut.
Airbus har meddelt, at de forskellige test af flyet går fint.
I øjeblikket er Airbus i gang med forberedelserne til en særlig test i en specialbygget hangar i Florida i USA, hvor flyet skal testes i ekstreme temperaturer.
Hvis tidsplanen holder, kommer godkendelsen ifølge Easa i slutningen af august eller begyndelsen af september, og det kan betyde, at det første fly leveres til den første kunde, Qatar Airways, ved årets udgang.
Længere nede på listen over selskaber, der skal have flyet, er SAS, som har bestilt seks eksemplarer til levering i 2018.
A350 er et topmoderne langdistancefly, som skal tage konkurrencen op med Boeings nye langdistancefly, Boeing 787, også kaldet Dreamliner.
Som Boeings fly består også en stor del af materialerne i A350 af kulfiber, som er med til at gøre flyet mere økonomisk, fordi kulfiber er let.
Der er tale om tomotorers fly, der kan flyve interkontinentale strækninger med mellem 250 og 350 passagerer.
Det har kostet Airbus omkring 15 milliarder dollar- over 80 milliarder kroner - at udvikle den nye maskine.
De europæiske sikkerhedsmyndigheder og de amerikanske, FAA, arbejder typisk sammen om godkendelser, men sikkerhedskilder siger, at den amerikanske godkendelse nok først vil komme nogle måneder efter Easas.
/ritzau/Reuters