Real Madrid fortsatte søndag eftermiddag klubbens perfekte åbning på sæsonen med en 3-1-hjemmesejr over Athletic Bilbao.
I en kamp mellem to klubber, som begge stod noteret for maksimumpoint efter to spillerunder i Primera Division, var det favoritterne fra Madrid, der var bedst.
Inden pausefløjtet var opgøret - som begyndte allerede klokken 12 - reelt afgjort, da Isco og Cristiano Ronaldo havde scoret til henholdsvis 1-0 og 2-0. For Cristiano Ronaldo var der tale om sæsonens første mål.
Med lidt over et kvarter tilbage af kampen scorede Isco til 3-0, og nyerhvervelsen fra Malaga ligner allerede nu et fremragende køb for Real Madrid. Offensivspilleren er noteret for tre mål i de tre første ligakampe.
Kampen blev spillet, mens de vedvarende rygter om Gareth Bales mulige rekordskifte fra Tottenham til den spanske storklub fortsat var et emne.
Forhandlingerne mellem Tottenham og Real Madrid har stået på længe. Flere medier skriver, at skiftet offentliggøres snart og i hvert fald senest mandag, hvor transfervinduet lukker ved midnat.
Real Madrid er ikke det eneste hold med ni point efter tre kampe. Det samme står oprykkerne fra Villarreal noteret for.
Mestrene FC Barcelona og Atlético Madrid kan også komme op på ni point søndag aften.
/ritzau/