For fire måneder siden blev tv-værterne Lasse Sjørslev og Josefine Høgh gift, og nu flytter de ind i det attraktive Værnedams-kvarter mellem Frederiksberg og Vesterbro i København.
Ifølge Her og Nu har 46-årige Lasse Sjørslev og 30-årige Josefine Høgh lagt 7,2 millioner kroner for lejligheden.
Ugebladet skriver, at lejligheden er på 134 kvadratmeter, er nyistandsat og ligger på første sal.
Oven i køber de sig til naboskab med tv-kollegerne Kim Bildsøe Lassen og Divya Das, som forleden meddelte, at de vender hjem fra London.
57-årige Kim Bildsøe Lassen og 41-årige Divya Das arbejder henholdsvis for DR og TV 2 og Kim Bildsøe Lassen har i otte år ejet en fem-værelses lejlighed på 162 kvadratmeter på øverste etage i ejendommen, skriver Her og Nu.
Lasse Sjørslev og Josefine Høgh løftede i marts sidste år sløret for, at de var kærester, og 28. december blev de gift i Sankt Laurentii Kirke i Kerteminde. Festen blev holdt på det nærtliggende Lundsgaard Gods.
Josefine Høgh er for øvrigt datter af den kræftramte, tidligere målmand på fodboldslandholdet Lars Høgh.