Der var engang, hvor krig og væbnet konflikt i overvejende grad var en mellemstatslig affære. Ekviperet med store mængder avanceret krigsmateriel udkæmpede regulære og uniformerede styrker voldsomme slag på en relativ veldefineret valplads. Den industrielle krig ¿ som denne konflikttype rammende er blevet navngivet ¿ var i reglen høj-intensiv, men ophørte i samme øjeblik, ledelsen i en af de krigsførende stater mistede viljen til at fortsætte kampen og smed håndklædet i ringen.

Fred blev afbrudt af krise og krig, der igen blev afløst af fred, når den militære styrkeprøve var afgjort. Tvistens afgørelse var således først og fremmest et militært anliggende, og den enkelte soldats indsats forholdsvis entydigt målrettet mod at knække de fjendtlige styrkers vilje til at forlænge kampen. Sådan er det ikke længere.

Indbyggere skal vindes

Efter-koldkrigstidens væbnede konflikter adskiller sig først og fremmest fra krigene i den industrielle tidsalder ved ikke at tage sigte mod at besejre en let identificerbar modstander, men mod at skabe orden, stabilitet, demokrati og tålelige humanitære forhold. Hvor de industrielle krige var præget af utvetydige strategiske ambitioner om at tvinge fjenden til at afgive territorium - eller opgive forsøget på at udvide eget territorium - er det 21. århundredes dominerende konflikttype karakteriseret ved bestræbelserne på at skabe en bestemt tilstand i et givent geografisk område. Bosnien, Kosovo, Irak, Afghanistan og Congo er blot få eksempler på denne udviklingstendens.

Disse langt mere komplekse målsætninger kan imidlertid kun realiseres, såfremt indbyggerne i det pågældende land eller område kan vindes for sagen; krigens tyngdepunkt er dermed indbyggernes politiske perceptioner og verdensbillede. Den afgørende kamp handler ikke længere om at nedkæmpe modstanderens regulære, militære styrker, men om at vinde kampen om lokalbefolkningens hjerter og sind , samtidig med at voldelige modstandere af den nye orden neutraliseres.

Kulturel fintfølelse

Denne dobbelte målsætning om på en og samme tid at vinde lokalbefolkningens tillid og neutralisere eventuelle oprørsstyrker stiller nye og store krav til Vestens soldater.

I modsætning til tidligere er den dygtige soldat således ikke alene i stand til at uskadeliggøre en væbnet modstander. Han er i lige så høj grad en fagmand, der qua sit kendskab til den bredere politiske og strategiske kontekst bestræber sig på ikke at støde de lokale indbyggere fra sig i indsatsen mod eventuelle modstandere, der som oftest skjuler sig blandt selv samme lokale indbyggere.

I den sammenhæng er kulturel sensitivitet og indblik i lokale skikke lige så vigtige færdigheder som gode evner med et håndvåben.

Indtil videre har værnepligten været med til sikre, at det danske forsvar har kunnet rekruttere soldater, der i stor udstrækning lever op til de krav, vor tids konflikter stiller Vestens styrker over for.