Så er den gal igen på et af de københavnske bosteder. Socialborgmester Mikkel Warming (EL) har her til morgen indkaldt til pressemøde kl. 13 i eftermiddag, hvor han vil orientere om endnu et bosted i kommunen, hvor der tilsyneladende er kritisable forhold.
Socialborgmesteren kom i endog meget kraftig politisk modvind, da det i december kom frem, at det mildest talt stod skidt til med behandlingen af beboerne på bostedet Tokanten.
Det er da også en yderst fåmælt pressechef, Avisen.dk får i røret. Han ønsker hverken at fortælle, hvilket bosted der er tale om, eller hvorfra borgmesteren er gjort bekendt med sagen.
- Du må komme til pressemødet, lyder standardsvaret.
Ritzau skriver dog, at der er tale om bostedet Lindebo på Amager, og forholdene skulle være lige så slemme som på Tokanten.
Lindebo er et bosted for midaldrende og ældre udviklingshæmmede.