Den dybe uenighed om udlændingepolitikken i det socialdemokratiske vælgerkorps ser ud til at være fortid.
Nu er det et meget bredt flertal af partiets vælgere, der støtter den strammerkurs, partiledelsen de sidste par år har sat igennem.
Det viser en ny meningsmåling fra Norstat udført for Altinget og Jyllands-Posten.
Her svarer 71 procent af S-vælgerne, det er positivt, at ”Socialdemokratiet i løbet af de seneste par år har strammet partiets udlændingepolitik”. Blot 17 procent synes, det er negativt.
De nye tal er gode nyheder for S-formand Mette Frederiksen op til Socialdemokratiets kongres, der begynder lørdag i Aalborg, og partiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye er da også en tilfreds mand:
- Jeg er positivt overrasket. Det fortæller mig, at et meget stort flertal af vores vælgere deler den analyse, at det er dem med de laveste indtægter, der betaler den højeste pris, hvis der ikke er kontrol med indvandringen, siger Tesfaye til Altinget.
Han erkender, at der tidligere har været stor uenighed blandt partiets vælgere:
- Det har været en løbende udvikling både for vores vælgere og folketingsgruppe at forstå, hvor stor betydning det har, at der kommer kontrol med indvandringen, siger han til Altinget og tilføjer:
- Tidligere var det kun i nogle få områder, man kunne se den praktiske konsekvens af ukontrolleret indvandring. Men i dag bliver man jo konfronteret med nogle af de samme udfordringer i Kolding og Thisted, som man tidligere kun mødte i Ishøj og Brøndby.
Tidligere minister Mette Gjerskov (S) har været den mest markante kritiker af den nye og strammere socialdemokratiske udlændingepolitik. Men Gjerskov vil ikke kommentere meningsmålingen.
Altinget