Kalenderen viser, at foråret stadig er et godt stykke ude i fremtiden, men snart vil det sandsynligvis begynde at krible i fingrene, hvis man er en af landets mange haveentusiaster.
I Kolding opstår der snart en ny mulighed, når der skal gøres klar til den kommende sæson med jord og græs under fødderne.
JydskeVestkysten skriver, at kæden Billigblomst snart vil åbne et 4.000 kvadratmeter stort havecenter i den bygning på Mønten, hvor konkurrenten Bauhaus tidligere havde varehus.
Brian Reenberg er stifter af kæden, og han siger til avisen, at kunderne ikke skal forvente masser af service, når Billigblomst i løbet af de næste par måneder åbner deres nye butik i byen.
- Vi er plantebranchens svar på Ikea. Vi køber stort ind og importerer det hele selv. Vi har ingen service, men vi har til gengæld super, gode varer til lave priser, siger han.
Der findes allerede Billigblomst-butikker i Aarhus, Aalborg og Randers, og her kan de lokale haveentusiaster købe planter, krukker og buketter.
Brian Reenberg stiftede for fem år siden Billigblomst i Tilst ved Aarhus, og han har nu et klart bud på, hvorfor kæden er lykkedes med at udvide i en række jyske byer.
- Det er meget simpelt. De kan få en krukke til 49 kroner, som andre steder måske koster 200 kroner. Så i stedet for at købe en krukke, så kan de få fem krukker. Priserne er anderledes, siger han til JydskeVestkysten.