Ny dom: 900 borgere kan få sygedagpenge tilbage

(Foto: Foto: Ida Guldbæk Andersen/Ritzau Scanpix/Arkiv)

Ny dom betyder, at flere hundrede dansker kan få genbehandlet deres sygedagpengesager.

Flere hundrede danskere kan se frem til at få genbehandlet deres sygedagpengesager.

Det sker, efter en dom i Østre Landsret, der betyder, at Ankestyrelsen fastlægger en ny praksis for behandling af sygedagpengesager. Cirka 900 borgere kan forvente at få afgjort deres sager på ny.

Det skriver Ankelstyrelsen i en pressemeddelelse.

”Det handler om sager, hvor styrelsen eller kommunerne har afgjort sagerne om arbejdsdygtighed med tilbagevirkende kraft”.

”Den nye praksis betyder, at udbetalingen af dagpenge tidligst kan stoppes fra datoen for kommunens afgørelse. Det vil sige fra datoen på det brev, hvor kommunen meddeler, at den har truffet afgørelse om at stoppe udbetalingen."

"Borgere kan derfor have ret til flere sygedagpenge, end de har fået udbetalt.” skriver styrelsen.

Dommen slår altså fast, at kommunerne ikke har ret til at stoppe udbetaling af borgernes sygedagpenge fra en dato, der ligger før datoen for kommunes afgørelse.

Reelt betyder det, at flere hundrede borgere kan have ret til flere sygedagpenge, end de har fået udbetalt.

Ankestyrelsen ventes at afgøre cirka 700 sygedagpengesager på ny, mens kommunerne ventes at skulle genoptage cirka 200 sager.

Hvis man går og er i tvivl, om man har penge til gode, skal man ikke selv foretage sig noget.

Ankestyrelsen vil selv tage kontakt til de berørte borgere, skriver styrelsen i pressemeddelelsen, der samtidig oplyser, at sager fra før 4. maj 2015 kan dog være forældede.