Det er længe siden, nok var nok, og drømmene var størst.
Det er lang tid siden, nogle få tegninger gjorde Danmark til det mest forhadte land i verden og Naser Khader til den højst elskede mand i landet.
Det er lang tid siden, tusindvis af danskere meldte sig til den politiske revolution, der i starten ikke havde andet end en fjende og en hjemmeside og på mange måder heller aldrig fik andet.
Den begejstring og de drømme, det hele startede med, var så løst definerede, at de tilsidst splittede partiet. Alt, der er tilbage nu, er de efterladte medlemmers ønske om en pause.
For få til revolutionen
Det startede ellers med en revolution, som Gitte Seeberg tidligt i maj sidste år sammenfattede i ordene, »Nok er nok«, og som var som talt ud af 25 procent af alle vælgernes inderste sjæl. Derefter stormløbet af begejstring, som fik en chefredaktør til at kalde Naser Khader for »vor tids Kennedy«, fordi der endelig var en mand med viljen og evnen til at fravriste højrefløjen magten i dansk politik og samle landet over midten.
Og så kom valget og virkeligheden, og med virkeligheden fulgte fejlene: Den famlende pegen på Anders Fogh Rasmussen som kongelig undersøger, Lars Kolinds næsten skattefri Fyn, Khaders fumlende forklaringer af partiets simple skattepolitik og endelig ordene »svin, svin, svin«. Tilsidst var der kun et historisk valgnederlag og sagen om Jørgen Poulsens Røde Kors penge tilbage. Det, der en overgang lignede 20 mandater, var raslet ned og reduceret til fem. Præcis for få til revolutionen og præcis nok til valget mellem at svigte eller overleve.
Først svigtede de de afviste asylsøgere, da partiet ikke turde trodse regeringen med Pia Christmas-Møller og nogle grønlændere, og derefter svigtede de hele eksistensberettigelsen, da partiet lod sig indsluse i den blok, som det var blevet skabt for at smadre. Først fik Gitte Seeberg nok, og i går mistede Malou Aamund endegyldigt troen på den drøm, der et kort øjeblik fangede en folkestemning, så det til forveksling lignede demokrati, men som i stedet endte i destruktion.
Nu er det eneste tilbage blot dette ønske om en pause.