Håbet er lysegrønt, ligeså er foråret på Fyn. Selvom OB med et nederlag på 1-3 ude mod Osasuna er røget ned på fjerdepladsen i UEFA Cup?ens gruppespil og ikke har flere kampe tilbage at spille, har fynboerne fortsat et spinkelt håb om også at skulle spille europæiske kampe i foråret.
Der mangler to kampe i OB?s gruppe. Parma-Osasuna og Herenveen-Lens. Hvis Parma vinder 1-0, 2-1 eller med mindst to mål, ryger Osasuna ned under OB i tabellen på grund af dårligere målscore, og så er OB oppe på den tredjeplads i gruppen, der sikrer videre deltagelse i turneringen. Hvis Herenveen vinder præcis 2-0 over Lens, går OB også videre.
OB er i allerhøjeste grad afhængige af de andre holds resultater, og det ærgrer Anders Møller Christensen.
»Det gør ondt. Det er ligesom om, at det går op for os i dag, at vi formentlig er røget ud. Det var nok ikke i dag (onsdag red.). Vi skulle have sat næsen op efter point, så i stedet skulle vi have lukket en af de andre kampe,« sagde forsvarsspilleren ifølge OB?s hjemmeside efter kampen og fortsatte.
»Alt i alt har vi da gjort det godt i UEFA-Cuppen. Vi kan tage med, at vi kunne spille lige op med de store hold i mange perioder. Men lige nu er man bare bitter over, at det ikke lykkedes i dag (onsdag red.).«
Generelt er holdningen blandt OB?s spillere, at det ikke er nederlaget til Osasuna, der nager mest. Det er de tabte point på hjemmebane mod Parma og Lens. For Osasuna var det bedste hold i onsdags.
»Jeg synes egentlig, at Osasuna er et bedre hold end os i dag (onsdag red.). De skaber flere chancer end os, og de styrer spillet bedre,« siger Morten Fevang.