Skattestyrelsen er klar til at teste systemerne, og cirka 4,6 millioner borgere kan derfor se deres årsopgørelse for 2019. Det oplyser Skattestyrelsen fredag aften.
Officielt er årsopgørelsen klar mandag den 9. marts, men Skattestyrelsen er i gang med at teste systemerne, og derfor har borgerne fredag via skat.dk fået adgang til at se deres årsopgørelse for 2019.
Ifølge Karoline Klaksvig, som er underdirektør i Skattestyrelsen og har ansvaret for årsopgørelsen, har der den første time fredag aften været 175.000 logins på hjemmesiden.
Samtidig er der sket 20.000 ændringer i de enkelte årsopgørelser, hvilket betyder, at 20.000 fradrag eller indtægter allerede er blevet ændret.
Ifølge Karoline Klaksvig kan det skyldes, at Skattestyrelsen i år har barberet antallet af felter, som borgerne kan se eller rette i, ned fra 66 til 12. På den måde er systemet blevet mere overskueligt.
Styrelsen forventer et stort pres over weekenden, men alle medarbejdere er kaldt ind, og ferie er suspenderet, så borgernes henvendelser kan blive besvaret, fortæller underdirektøren.
- Fra mandag morgen klokken 09.00 har vi 450 medarbejdere på arbejde, som er klar til at tage telefonerne.
- Sidste år besvarede vi 435.000 henvendelser indenfor de første tre uger, så vi har alle mand på dæk, siger Karoline Klaksvig.
Historisk set får cirka tre ud af fire skatteydere penge tilbage i skat.
For den sidste fjerdedels vedkommende gælder det, at regnskabet enten går op, eller at de skal betale penge tilbage.
Sidste år måtte omkring en million betale i gennemsnit lidt over 6000 kroner tilbage.
Til gengæld fik hver enkelt, som fik penge retur, i gennemsnit udbetalt omkring 4700 kroner.
Samlet udbetalte Skattestyrelsen sidste år 16,2 milliarder kroner i restskat til 3,4 millioner borgere.
Selv om erfaringer fra tidligere år viser, at kun omkring 20 procent har ændringer til de oplysninger, som fremgår af årsopgørelsen, så opfordrer Karoline Klaksvig til at tjekke efter en ekstra gang.
- Vi får langt de fleste oplysninger helt automatisk. Men da vi ikke får alle oplysninger, er det en god idé at tjekke, om indtægter og fradrag stemmer og om alt er med, lyder det i pressemeddelelsen.
Årsopgørelsen er en oversigt over skatten for sidste år. Den kigger bagud og viser, hvad man har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat.
Det store regnestykke bliver synligt hvert år i marts, hvor man kan se, om man skal have penge tilbage eller har betalt for lidt i skat sidste år.
Årsopgørelsen bliver blandt andet dannet på baggrund af oplysninger fra ens bank, forsikringsselskab og arbejdsgiver.
/ritzau/