Blandt flere generationer bliver han nok betragtet som en af landets mest folkekære skuespillere og komikere.
Her hentydes selvfølgelig til Dirch Passer, der selv efter sin død bliver ved med at være en stor del af den danske kulturarv.
Og har man lyst til at fejre sommeren som skuespilleren og humor-mesteren gjorde, er der nu en unik mulighed.
Dirch Passers tidligere sommerhus i Klint ved Nykøbing Sjælland er ifølge Sn.dk igen sat til salg, skriver Boliga Kendte.
Så har man de 6.985.000 kroner, som herligheden koster, kan man nyde den nordvestsjællandske sommer samme sted, som Dirch Passer brugte som fristed i et travlt liv.
Sat 2,6 millioner ned
Ifølge Sn.dk er det tredje gang den nuværende ejer af sommerhuset på Juelsvej 5 sætter boligen til salg. Første gang var i juli 2007, hvor der stod 9,6 millioner kroner på prisskiltet.
I 2011 blev prisen reguleret til otte millioner kroner, men i 2013 blev det taget af markedet, skriver Sn.dk. Og nu kan det så erhverves for knap syv millioner kroner.
Dirch Passer byggede selv
Dirch Passer var bygherre tilbage i 1962 og stod således selv for opførslen af det 281 kvadratmeter store sommerhus, som er beliggende på en stor grund direkte ud til Kattegat. Alt i alt en pakke, der i salgsannoncen betegnes som "Liebhaveri i første række til Kattegat".
Over 100 film
Dirch Passer blev 54 år og nåede at medvirke i over 100 film, ligesom han foldede sig ud i en perlerække af monologer, sketches og revy- og teaterroller.
Han faldt om med hjertestop 3. september 1980 på scenen i Glassalen i Tivoli umiddelbart inden Cirkusrevyens forestilling og ligger i dag begravet på Dragør Kirkegaard på Amager.
I 2001 havde filmen "Dirch" premiere, hvor Nikolaj Lie Kaas spillede hovedrollen.
Her kan du se sommerhuset