Novo Nordisk trues af en amerikansk retssag, hvor pensionsfonden Lehigh County Employees' Retirement System anklager den danske medicinalindustri for at have vildledt investorerne.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra advokatfirmaet Bernstein Litowitz Berger & Grossmann, der har hjemme i New York.
Vildledningen skal angiveligt være sket ved, at selskabet ikke i tilstrækkelig grad har informeret om det prispres, som Novo er stødt ind i på det vigtige amerikanske marked.
Samtidig går anklagen mod Novo også på, at man har baseret en del af sin indtjening på ulovlige prisaftaler med andre insulinproducenter.
Sagen vil blive ført som såkaldt "class action", et massesøgsmål.
Det betyder, at andre investorer kan koble sig på retssagen og på den måde få del i en eventuel erstatning. Fristen for at melde sig er 13. marts i år.
Novo Nordisks presseafdeling afviser over for Ritzau Finans at kommentere søgsmålet.
Spørger man aktieanalytiker Rune Majlund Dahl fra DNB er det uklart, hvor stor betydning en sådan retssag kan få.
- Og uanset hvad, så har Novo Nordisk formentlig forsikring, så det næppe går ud over aktionærerne.
- Men det kan godt lægge lidt ekstra usikkerhed ind over, siger han til Ritzau Finans.
Novo Nordisk nedjusterede i efteråret sine indtjeningsforventninger med henvisning til prispres i USA.
Det udløste et større kursfald, som gjorde selskabet til den aktie i C20-indekset med størst kursfald sidste år.
Torsdag røg aktiekursen yderligere fire procent ned. Men det skyldes formentlig ikke alene udsigten til en amerikansk retssag.
Donald Trumps udmelding om at skære i de amerikanske medicinpriser på et pressemøde onsdag har sendt de danske medicinalaktier i nedadgående retning over en bred kam.
/ritzau/