Lavprisselskabet Norwegian, der har købt moderne Dreamlinerfly af Boeing for at flyve langdistanceflyvninger fra Skandinavien til Asien og USA, må bide i det sure æble og tage et af sine to Dreamlinere ud af drift.
Der har været en stribe af problemer med Dreamlinerflyet, der er helt nyudviklet og er lavet af lettere materiale end traditionelle fly.
Prestigeflyet er også mere økonomisk i drift end ældre fly.
- På grund af store forsinkelser i den sidste tid og af hensyn til passagererne, der skal rejse med os fremover, har vi valgt at tage en Dreamliner ud af drift, siger Norwegians informationschef, Lasse Sandaker-Nielsen.
Til nyhedsbureauet Reuters siger han, at flyets "troværdighed ganske enkelt ikke er acceptabel".
I stedet leaser Norwegian et fly af et portugisisk selskab, sådan som det også skete tidligere, da leveringen af Dreamliner-flyene var forsinket.
Der er tale om en Airbus 340 fra selskabet HiFly.
Boeing skal nu vedligeholde og teste den norske maskine for at sikre, at det er stabilt og driftsikkert, inden det kommer tilbage på rutenettet.
Sandaker-Nielsen ved ikke, hvor lang tid flyet skal være hos Boeing.
I første omgang bliver det passagererne i Stockholm, der må undvære det nye og moderne fly, siger han.
/ritzau/NTB