De to sejrende kvinder i det norske valg, Erna Solberg fra Høyre og Siv Jensen fra Fremskrittspartiet, vil fremlægge en regeringserklæring, når det er parat. Det ventes at ske først i næste uge.
- Vi venter ikke med at fremlægge erklæringen. Den bliver fremlagt, når den er klar. Det gælder også, hvis den er klar, inden statsbudgettet fremlægges 14. oktober, siger Solberg til nyhedsbureauet NTB på regeringsforhandlingernes dag to på Sundvollen Hotel.
Håbet er at komme igennem alle hovedpunkter og dække alle sagsområder i løbet af ugen, sagde Norges kommende statsminister på pressemøde inden.
- Så kan det være, at vi bliver nødt til at kigge på nogle områder igen. Det er nok ikke alt, vi har lavet i de sene nattetimer, der vil kunne klare alle norskprøver i norsk skole. Det handler om lidt finpudsning, sagde hun.
- Endvidere er der nogen sager, som vi ikke har afsluttet, fordi de hænger, og fordi vi ikke er enige. Og dem vil der komme flere af under denne gennemgang, tilføjede Erna Solberg.
Solberg og Jensen serverede også konkrete nyheder. De er blevet enige om, at funktionshæmmede skal have ret til en ordning med brugerstyret personlig assistance, som vil gøre det lettere at udføre et arbejde.
- En ny regering vil have som vision, at vi skal have et samfund, hvor alle kan deltage, sagde Solberg på pressemødet. På pressemødet fik partilederne spørgsmål om Mellemøsten. Siv Jensen har tidligere sagt, at Norges ambassade i Israel bør flyttes til Jerusalem.
- Vi er ikke færdige med at diskutere udenrigspolitiske spørgsmål, sagde Siv Jensen, da spørgsmålet blev rejst. Hun ved, at holdningen er kontroversiel, fordi både israelere og palæstinensere vil have Jerusalem som hovedstad.
Hverken Solberg eller Jensen ønskede at sige noget om fordeling af ministerposter - endnu. De forsikrede om, at de ville tale om sagsområder, inden de taler om personer.
/ritzau/NTB