Det norske politi har fået ikke mindre end 620 tip om alt fra potentielt skjulested til navngivne personer i en opsigtsvækkende sag om kidnapningen af Anne Elisabeth-Hagen.
Sådan lyder det fra Tommy Brøske, der er efterforskningsleder i politidistrikt Øst, i en pressemeddelelse.
- Tippene handler blandt andet om mulige skjulesteder - både i Norge og udenfor - om forskellige observationer, om navngivne personer og om to personer fra videoovervågning, der har været efterlyst, siger han.
De norske myndigheder afslørede onsdag den 9. januar, at de efterforsker en sag om bortførelsen af Anne-Elisabeth Hagen.
Hun er gift med milliardæren Tom Hagen, som er en af Norges rigeste med en anslået formue på 1,3 milliarder danske kroner.
Torsdag efterlyste politiet tre personer, som er blevet set på videoovervågning uden for Tom Hagens arbejdsplads, Futurumbygget, den dag hans hustru forsvandt.
En af dem - en cyklist - er siden blevet droppet fra sagen.
Der er dog heller ikke nyt om de to efterlyste fodgængere.
- De to personer fra videoovervågningen er ikke identificeret, og vi er stadigvæk meget interesserede i tip om, hvem de kan være, og hvordan de kom til Futurumbygget, siger Tommy Brøske.
Han tilføjer, at alle tip er ved at blive prioriteret og vurderet. En række tip har indtil videre ført til konkrete arbejdsopgaver for politiet.
- Politiet beder personer, som måtte have oplysninger, om at ringe til tiptelefonen 64 81 95 99. Lad politiet vurdere, om tippet er relevant eller ej, understreger efterforskningslederen.
68-årige Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra sit hjem i Lørenskog øst for Oslo 31. oktober sidste år. Siden har politiet ikke fået livstegn.
Ifølge politiet er der fremsat alvorlige trusler og krav om løsepenge i form af kryptovalutaen monero.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB